Foto: Camilla Winther

Grummes Teater tager publikum med på vandreforestilling i de historiske omgivelser på Augustenborg. Forestillingen ”Augustenborgs stemmer” dykker ned i den sønderjyske historie, hvor genfærd og fortidens stemmer møder den moderne kunst, der nu omkredser det historiske slot. Vandreforestillingen er skabt af den Reumert-prisvindende dramatiker Simone Isabel Nørgaard. Rollelisten er besat af en række prominente skuespillere, der tæller Sonja Oppenhagen, Henrik Koefoed, Kirsten Olesen, Anja Owe, Malene Beltoft Olsen og Kristian Grumme. Premieren er d. 19. august på Augustenborg Slot.

Genfærdene går igen – og publikum går med

Augustenborg Slots bygninger har længe været lukket for offentligheden, men når vandreforestillingen opsættes, får publikum mulighed for at lade historien udspille sig i slottets historiske og smukke sale og parker. Publikum bliver mødt af slottets historie, der rummer masser af drama, der både indebærer hertugerne, den danske kongefamilie og H.C. Andersen. En af hovedpersonerne er hertuginde Louise Augustas genfærd i havesalen, der spilles af Kirsten Olesen. Hertuginden var datter af Christian d. 7., men i virkeligheden et resultat af dronning Caroline Mathildes forhold til livlægen Struense.

– Det er interessant at blande den historiske kontekst med stedet i dag. Hvad vil der ske, hvis de historiske karakterer trådte op fra dødsriget for at opleve Augustenborg i dag med sin moderne kunst. Hvad ville karaktererne tænke? Jeg tror, at det ville blive et sammenstød mellem historien og den moderne kunst, udtaler Simone Isabel Nørgaard, som endnu ikke vil afsløre hvad vandreforestillingen præcis kommer til at indeholde.

Hvad er en vandreforestilling?

Grummes teater har tidligere haft stor succes med vandreforestillingen som formidlingsform, hvor publikum bevæger sig under forestillingen. Publikum vil blive ført rundt i grupper á 40 på en 1,5 km lang rute. Grupperne bliver sendt af sted med et kvarters mellemrum og undervejs på ruten vil der være 6 stop, hvor man vil møde skuespillerne tæt på.

Moderne kunst i historiske omgivelser

Vandreforestillingen skabes i samarbejde med Augustiana Kunstpark & Kunsthal, der har til huse i et af de smukke palæer ved Augustenborg Slot, der er uløseligt forbundet med slottets historie. Derudover er Augustenborg_project ligeledes en stor del af projektet. Augustenborg_project holder til i de gule palæer fra 1932, der i mange år husede et psykiatrisk hospital, men nu fungerer som internationalt galleri og café.

Augustenborgs stemmer spiller på Augustenborg Slot i perioden d. 19. august til 11. september. Mere information og køb af billetter sker her.

Tidligere artikelBora Bora ansætter ny teaterchef
Næste artikelRepremiere på Riddersalens børneforestilling Åbent Hus