Dance of the Vampires
Dance of the Vampires kan bl.a. opleves på Det Ny Teater i sæson 19/20 © Det Ny Teater

Den nuværende teatersæson går på hæld i takt med, at sommeren trækker indover landet. Selvom der også er mange udendørs teateroplevelser gennem de varme måneder, skal man i mange tilfælde ikke vente længe, før man igen kan sætte sig i et blødt sæde i en dunkel sal. Det gælder i særdeleshed på Vesterbro i København, hvor der allerede i slutningen af sommeren er adskillelige tilbud på flere af bydelens teatre.

I det følgende vil vi forsøge at give nogle bud på en række forskelligartede forestillinger, der kan stille de værste teaterabstinenser i den kommende sæson. Både Det Ny Teater, Teatret ved Sorte Hest, Sorth/Hvid og Husets Teater kan nemlig alle hjælpe med dette. Hovedfokus er på teatrenes mange egenproduktioner for den kommende sæson, men vi kommer heller ikke udenom nogle af de mange interessante gæstespil, der er i vente.

Store musicals på Det Ny Teater

Det Ny Teater er der gjort plads til både kult og klassiker i den kommende sæson med to store musicalproduktioner. Tommy Kenter spiller med stor sandsynlighed sin sidste store rolle på de skrå brædder i musicalklassikeren Spillemand på en Tagryg. Netop dette har vi tidligere skrevet om her. Musicalen, der handler om den fattige i mælkemand Tevye i Zarens Rusland, blev opført første gang i 1964 på Broadway. Dengang vandt den hele ni Tony Awards og er siden blevet opsat på Broadway og i West End utallige gange. Forestillingen opsattes første gang i Danmark i 1966 og spiller nu i perioden 26. september – 15. december 2019.

Kultmusicalen Dance of the Vampires indtager Det Ny Teater til næste år i perioden 23. januar – 9. april 2020. Musicalen baserer sig på Roman Polanskis kultfilm The Fearless Vampire Killers og foregår i en landsby i Transsylvanien. Vi har tidligere skrevet om forestillingen på teaternyheder.dk lige her.

Mere information om begge musicals, samt om billetkøb, kan findes på Det Ny Teaters hjemmeside.


Sort komedie og fransk poesi på Teatret ved Sorte Hest

Længere ude mod Frederiksberg Bakke ligger Teatret ved Sorte Hest, og her åbner man allerede den kommende sæson i sommerens sidste dage – nærmere bestemt den 23. august 2019. Der får stykket Det er så det nye nemlig premiere. Eller nok nærmere repremiere. Stykket, der er skrevet af Line Knutzon i starten af 90’erne, blev nemlig opført på teatret tilbage i 2015. Det er med de samme navne på rollelisten i denne version – nemlig Lars Knutzon, Morten Holst og Josephine Raahauge. Endnu en gang er vi også i selskab med Pyssern og Pouls parforhold samt viceværten Hr. Pind og hans briller. Det er så det nye spiller indtil den 28. september 2019.

Morten Holst og Josephine Raahauge i Det er så det nye © Robin Skjoldborg

Forfatterinden Simone de Beauvoirs forfatterskab er omdrejningspunktet for forestillingen BEAUVOIR – en fransk kvinde. Dramatiker Amanda Ginman har skabt et manuskript udelukkende sammensat af Beauvoirs tekster. De mange ord og sætninger skal drives op på scenen, og hele forfatterskabet bliver inddraget i en forestilling, hvor ordene får stemmer og bliver til billeder og handling. Sarah Boberg og Mads Wille spiller de to hovedroller i forestillingen, der spiller i perioden 25. oktober – 29. november 2019.

I begyndelsen af næste år kommer gæstespillet Katten Indeni forbi Teatret ved Sorte Hest. I stykket befinder os i en nær fremtid, hvor jordkloden har slugt store dele af den civilisation, vi kender fra i dag. Kloden er gået ind i en ny geologisk tidsalder kaldet den post-antropocæne æra, hvor mennesket ikke længere er den dominerende art. På en lille tilgroet plet på denne næsten ubeboelige planet har mennesket slået sig ned med hunden og katten. Iblandt de tre udspiller der sig et vaskeægte trekantsdrama, når mennesket må se sin nye position som degraderet i øjnene. Forestillingen er produceret af Stinus Duch & Vanessa Moliné og spiller i perioden 15. januar – 15. februar 2020.

Find information om alle forestillinger og billetkøb på teatrets hjemmeside.


Reumert-vinder og musikalsk roadmovie i Kødbyen

Med deres placering i Kødbyen er teatrene Sort/Hvid og Husets Teater praktisk talt naboer. Det betyder ikke, at de er som skudt ud af næsen på hinanden. Bestemt ikke. De byder dog hver især på en lang række anbefalelsesværdige forestillinger i den kommende sæson. Vi har samlet nogle stykker lige her.

Sort/Hvid er man efter sigende allerede i færd med at indrette teaterrummet til sæsonens første forestilling Don Juan. I samarbejde med CPH Opera Festival har teatret slået Mozarts Don Juan ihjel, gravet ham op og forvandlet det hele til totalteater. Publikum inviteres til dødsmesse blottet for god skik i samtlige teatersale på Sort/Hvid til musik af komponist Mads Brauer fra bandet Efterklang. Forestillingen bliver præsenteret på Sort/Hvid som del af CPH Opera Festival i perioden 4.- 17. august 2019.

Den 12. oktober 2019 vender Madame Nielsen tilbage til Sort/Hvid med forestillingen Black Madonna. Madame Nielsen har netop modtaget en Reumert som Årets Performer for forestillingen om et menneske, der gør alt for at blive en anden. Denne gang spiller forestillingen kun tre dage, så det er nok med at være hurtig for at få billet.

Madame Nielsen i Black Madonna © Sophie Amalie Klougart

Som afslutning på sæson 19/20 rykker Sigrid Johannesen, som senest stod bag The Troll Show, ind på Sort/Hvid med Made in China. Stykket er en samproduktion med Aarhus Teater og er en doku-fiktion om den europæiske kulturs krakelerende selvfortælling om overlegenhed i en tid, hvor den globale magtbalance er tiltet mod øst. Et forsøg på at forstå det nye Kina – og den nye verden. Forestillingen spiller i perioden 27. marts – 25. april 2020.

Information om, og billetkøb til, alle Sort/Hvids forestillinger kan findes på teatrets hjemmeside.



Husets Teater er der fra den 14. september 2019 dømt “stjernebesat roadmovie for teater” i I Love Dick. Marina Bouras, Jimmy Jørgensen og Steen Stig Lommer indtager rollerne i en teaterversion af Chris Kraus kultroman fra 1997. Forestillingen byder på et humoristisk blik på kunst, magt og karriere, samt ikke mindst på magtbalancer mellem kønnene og i vores samfund i det hele taget. I Love Dick spiller indtil den 12. oktober 2019.

Jens Albinus og Olaf Johannesen indtager rollerne i Det store stilhæfte © Åsmund Sollihøgda

Til foråret næste år kigger Jens Albinus og Olaf Johannesen på Europa gennem Agota Kristofs Det store stilhæfte. Forestillingen følger to 13-årige tvillingedrenge, der under en stor krig efterlades hos deres ondskabsfulde bedstemor på landet. Snart bliver deres tilværelse til et levende laboratorium for studier i overlevelse. Alle principper, ikke mindst angående empati, kærlighed og solidaritet, genopfindes fra grunden. Forskningsresultaterne nedfældes i et stort stilehæfte i et ofte overrumplende, men også brutalt smukt sprog, som i al sin humoristiske enkelhed opridser en helt ny etik. Det store stilhæfte spiller i perioden 29. februar – 28. marts 2020.

Information om alle forestillinger samt billetkøb kan findes på Husets Teaters hjemmeside.