The Nether - Din Underverden spiller på Teatret Svalegangen til november © Pressefoto/Teatret Svalegangen
The Nether - Din Underverden spiller på Teatret Svalegangen til november © Pressefoto/Teatret Svalegangen

Det vrimler med teateroplevelser i Smilets By! Vi har her på teaternyheder.dk tidligere forsøgt at give et overblik over den kommende sæsons oplevelser på både Aarhus Teater, som du kan læse her, og i Musikhuset Aarhus, der kan læses her.

I denne artikel fremhæver vi nogle mulige højdepunkter for sæson 19/20 på et par af scenerne, der af størrelse er en anelse mindre end de to førnævnte, men som uden tvivl rummer lige så store oplevelser. Med andre ord: Teatret Svalegangen og Teater Katapult.

Sorg, uhygge og klimamål på Teatret Svalegangen

Troen Og Ingen vender tilbage til Teatret Svalegangen i august © Pressefoto/Teatret Svalegangen

I 2018 spillede Troen Og Ingen for fulde sale, og bl.a. derfor har man på Teatret Svalegangen valgt at genopsætte forestillingen fra den 17. august 2019. I Troen Og Ingen omsættes tidligere Saybia-forsanger Søren Huss’ tekster og melodier fra albummet af samme navn til en fortælling, der portrætterer tre menneskers kamp tilbage til livet. Forestillingen er en beretning om at miste og om kampen for at genvinde troen på livet efter det ultimative tab. Troen Og Ingen spiller i perioden 17. august – 21. september 2019.

Fra den 9. november – 7. december rykker uhyggen ind på Svalegangen i krimi/thrilleren The Nether – Din Underverden. Forestillingen udspiller sig i en fremtid hvor internettet er afløst af en fuld-sensorisk virtuel platform kaldet The Nether. Her undersøger en kvindelig efterforsker en række forbrydelser og kommer på sporet af skaberen bag et tilsyneladende uskyldigt sted. Et smukt victoriansk hus udgør rammen for gæsterne, der vælger en identitet og logger sig ind her. Men noget er ikke, som det ser ud. Bag den noble facade gemmer huset på en hemmelighed.

I foråret 2020 kan du komme med på roadtrip til Padborg i Æblet Falder… Forestillingen er en tragikomisk historie om fastlåste familiemønstre, løgne og fortielser. En rørende fortælling om en tur til Padborg og et bagagerum, der skal fyldes med ’grænsebajere’, men som ender med at udfolde to menneskers livsbagage. Æblet Falder… spiller i perioden 21. marts – 4. april 2020.

Allerede i maj 2019 var der et gratis kick-off event på United Change, der er en iscenesættelse af FN’s Verdensmål. Visionen med United Change er at skabe en kalejdoskopisk vandreforestilling over en fireårig periode sammen med nogle af Danmarks bedste kunstnere og en række støttegivere, videnspartnere og erhvervssamarbejder. Forestillingen skal give folk lyst til at være med til at gøre en forskel for klimaet og for verden i sin helhed. United Change kulminerer i 2023 i et stort interaktivt event på Teatret Svalegangen.

Det fulde program for sæsonen 19/20 på Teatret Svalegangen kan findes her, hvor det også er muligt at køb billetter.

Ægte og virtuelle mennesker på Teater Katapult

Corpo Surreal spiller på Teater Katapult i starten af 2020 © Pressefoto/Teater Katapult

The Urban Hunt er kulminationen på skuespiller og dramatiker Malte Joe Frid-Nielsens 2 år lange research og praktiske undersøgelser af sammenhængen mellem mad og død, naturen og byen. Alt sammen inspireret af den amerikanske journalist Brendan Kileys kult-artikel af samme navn – om storbyjagt! Forestillingen er et gæstespil af Down The Rabbit Hole Theatre og spiller 2- 4. september 2019.

Den 10. oktober 2019 kommer Scensucht og skuespiller Lars Bom forbi Katapult med forestillingen Kærlig Hilsen H.C. Andersen. Det er forfatterens helt egen historie, der fortælles gennem 15 nyskrevne sange, hvis tekster er sjældne og ukendte tekster af H.C. Andersen. Det hele sker i et musikdrama med H.C. Andersen på scenen sammen med tre musikere. Det er en crossover-forestilling, i krydsfeltet mellem musik, tekst og maskearbejde.

Den prisvindende komedie John Lennon er død tager på Danmarksturné i efteråret 2019 – noget vi tidligere har omtalt her. I den forbindelse kommer forestillingen også forbi Teater Katapult med sin fortælling om den afdøde John Lennon på stripklubben og hans møde med den 19-årige Fanny Viola Rose-Mynte Maria Christoffersen Kristensen Hansen. John Lennon er død spiller den 7.- 8. november + 18. november 2019.

I Corpo Surreal flyder poesi og virkelighed sammen i en skæv historie om homo sapiens der bliver til homo virtual! Det danske performancekompagni Sew Flunk Fury Wit præsenterer i samarbejde med Det Kongelige Teater, Teater Katapult og et kunstnerisk verdenshold en musikdramatisk, ekspressiv færd ind i en overrumplende verden ledsaget af en sangcyklus med elementer af opera. Forestillingen spiller den 4.- 7. februar 2020.

Det fulde program for sæsonen 19/20 på Teater Katapult kan findes her, hvor det også er muligt at køb billetter.