Michael McIntyre © Aalborg Comedy Festival

De store kulturaktører Aalborg Kommune, Skråen, Nibe Festival, Aalborg Events og Aalborg Kongres & Kultur Center (AAKC) har slået pjalterne sammen og dannet Aalborg Comedy Festival d. 27. august til 2. september 2019.

De er nu klar til at præsentere en af verdens bedste comedyperformere, engelske Michael McIntyre, der slår vejen forbi Aalborg med sit show Big World Tour d. 2. september.

Ny comedy platform i Aalborg

Tilbage i efteråret 2018 satte de store kulturbærere i Aalborg sig sammen for at skabe en ny comedy festival. Med inspiration hentet helt fra Montréal i Canada vil de skabe en ny platform for comedy i Aalborg og Nibe. Det nye samarbejde mellem de tre kulturinstitutioner og kommunens eventsekretariat, Aalborg Events, glæder i den grad borgmester Thomas Kastrup-Larsen:

”Vi er jo i en fase, hvor kulturlivet heldigvis bliver drøftet livligt i Aalborg. Og netop denne type samarbejder, hvor væsentlige aktører inden for vores professionelle kulturliv finder sammen, er en vej, jeg og vi politikere tror på. At det så er lykkedes på denne flotte måde, hvor der skabes begivenheder flere steder i Aalborg Kommune lige fra Skråen og AKKC over til spændende arrangementer i Nibe, er meget dejligt” siger en anerkendende borgmester om den nye comedy festival.

Michael McIntyre til Nordens Paris

Den britiske stand-up komiker har med sine programmer Live at The Apollo og Michael McIntyre’s Comedy Roadshow taget verden med storm, og er nu klar til at indtage Danmark med sit nye show. Aalborg Comedy Festival glæder sig til at præsentere verdensstjernen:

“Næst efter Jeff Dunham, som vi præsenterede sidste år, så var Michael McIntyre det internationale comedynavn, vi helst ville præsentere til Aalborg Comedy Festival. Det bliver stort, og vi håber, at vi kan trække publikum fra hele Danmark. Og der er meget mere at byde på fra os alle, når vi senere offentliggør hele programmet”, lover adm. direktør i AKKC, Nicolaj Holm.

Aalborg Comedy Festival sker d. 27. august – 2. september 2019 på forskellige venues i Aalborg og Nibe. Læs mere om festivalen her.

Resten af programmet offentliggøres senere.