Der er god grund til at glæde sig til den 21. udgave af Danmarks ældste operafestival, som afholdes den 11.-14. august ude, inde, i og omkring Aalborg. Årets tema er “Gal eller Genial?”, og det vil kunne mærkes på programmet, hvor både internationale verdensstjerner som Elsa Dreisig og Roderick Williams og opera masterclass kombineres med altankoncerter, TV-bingo og et eksperimenterende lydværk.

I år danner Koncertsalen i Musikkens Hus ramme for Aalborg Operafestivals officielle åbningskoncert. Her optræder en international operastjerne af højeste kaliber. Den dansk-franske sopran Elsa Dreisig, er hovednavnet til festivalen og akkompagneres af Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Giordano Bellincampi. Den unge sopran har en spektakulær stemme, der har bragt hende store internationale priser og optrædener på de største operascener i verden.

Gennemgående tema ’Gal eller Genial’

For første gang indrammes Aalborg Operafestival af et tema under overskriften ’Gal eller Genial’, som vil komme til udtryk gennem festivalens fire dages opera i og omkring Aalborg. 

Blandt andet kan publikum om lørdagen opleve en spektakulær natkoncert i Aalborgs gamle spritfabrik med den svenske baryton Gustav Johansson og det norske sinfonietta Insimul. Her udfordres sanserne i den grad, når dirigent Bjarte Engeset leder publikum igennem hovedværket ’Eight Songs for a Mad King’, der er fortællingen om Kong George III, der gennem sin regeringstid bliver alvorlig syg, isoleret og låst inde.

Derudover vil sopransangerinden Signe Sneh Durholm opføre vanvidsarier, når hun gæster ’Opera Skyline’. Kunstneren Ulrik Vincent vil undersøge og udfordre forskellige trosretninger i et transcenderede lydunivers i en opsat domestruktur med 16 højtalere i Vor Frelser Kirke til ’Dome of Beliefs Synthesis’.

Du kan se hele programmet og købe billetter her.

Tidligere artikelCirkus Summarum: En magisk cirkusforestilling
Næste artikelDrama om splittelse får premiere i en splittet tid