Aalborg Operafestival vender tilbage under temaet Gal eller Genial?

Aalborg Operafestival 2022
Aalborg Operafestival 2022

Festivalen, der sidste år kunne fejre 20-års jubilæum, vender i år tilbage med overskriften Gal eller Genial? der vil gennemsyre programmet. Aalborg Operafestival finder sted fra torsdag d. 11. august til søndag d. 14. august 2022. Programmet byder på alt fra storslåede koncerter med verdensstjerner til hyggelige altankoncerter rundt omkring og i Aalborg.

Temaet kommer til udtryk gennem programmets eksperimenterende og unikke publikumsoplevelser, der byder på atypiske koncertvenues og ekstraordinære musikrepertoirer. Blandt andre vil sopransangerinden Signe Sneh Durholm opføre vanvidsarier, når hun gæster Opera Skyline, Danske Banks filial i Aalborg åbner dørene til en natkoncert, og så skal der sættes en ny Guinness rekord, når festivalen inviterer indenfor til rekordforsøget af verdens svageste operakoncert.

Lokale sangtalenter og nationale verdensstjerner

Aalborg Operafestival har ikke kun til formål at tilbyde magiske oplevelser til publikum. Også lokale sangtalenter i Nordjylland får kreativ inspiration af de mange internationale sangere, som gæster festivalen, når Aalborg Operafestival sætter nordjyske sangere sammen med internationale sangere ved i alt tre forskellige koncerter. Deciderede verdensstjerner er også en del af festivalen, når sopranen Elsa Dreisig ved åbningskoncerten er hovednavnet med Aalborg Symfoniorkester. Derudover kan publikum også se frem til at opleve den britiske baryton Roderick Williams med pianisten Roger Vignoles til en storslået duo-koncert.

Festivalleder, Peter Rønn, fortæller:
 ”I løbet af de sidste par måneder har vi lyttet til mere end 100 sangere for at finde de helt rigtige musikalske kombinationer, og det glæder mig, at vi med Aalborg Operafestival har mulighed for at sætte det internationale miljø sammen med artister fra Aalborg – ja, hele Nordjylland. Aalborgs fænomenale artister skal ud i verden, og verden skal til Aalborg, og det støtter vi op om med disse samarbejder.”

Koncerterne med de lokale sangtalenter og nationale verdensstjerner finder sted på hhv. Louise Plads, C. W. Obels Plads og i Skalborg Kirke.

Børnene får en særlig plads

Opera er ikke kun for de voksne – også børn kan få glæde af, at stemmebåndet vibrerer i storslået stil. Derfor gennemfører Aalborg Operafestival i år ”Syng Højt!”, der i år bliver en fælles udendørs operaforestilling for og med mere end 2000 børn og 300 pædagoger. Her skal børnene synge og danse opera sammen med bl.a. solisterne Nicolai Elsberg og Clara Thomsen og et ensemble bestående af 11 musikere fra Danmarks Underholdningsorkester.

Programmet for Aalborg Operafestival offentliggøres løbende og billetter kan købes her.

Aalborg Operafestival er en del af Musikkens Hus.

Previous articleCPH STAGE offentliggør fuldt program med fire internationale forestillinger
Next articleIslandsk drama SKYGGE BALDUR gæstespiller på Teater Katapult