Reumert, statuette, nominering, prisoverrækkelse, 2018
FOTO: Årets Reumert-statuette 2018 af John Kørner ©Agnete Schlichtkrull

Da Bikubenfonden i juni 2018 annoncerede, at man ikke længere ville finansiere uddelingen af Årets Reumert, var det usikkert, hvad der ville ske med scenekunstbranchens fineste pris i fremtiden. Det var håbet, at en anden fond ville træde til og sikre, at de bedste forestillinger og kunstnere fortsat kunne hyldes en gang om året. Dette er endnu ikke sket. Derfor samledes en lille gruppe på foranledning af Dansk Teater i december måned for at redde prisuddelingen i 2019. Dette er nu lykkedes.

Redningsaktionen betyder, at prisen kan uddeles i 2019 i mindre skala, men forhåbentlig lige så festligt som sædvanligt. Arbejdsgruppen arbejder nu på at finde sponsorer til dette. Samtidig arbejder arbejdsgruppen på at afdække mulighederne for nye fonde og sponsorer, som vil være med til at sikre en fremtidig prisuddeling i et nyt format på mere permanent basis fra 2020.

Årets Reumert uddeles som afslutning på festivalen CPH:STAGE på Nørrebro Teater i København søndag den 2. juni 2019. Nomineringerne til Årets Reumert vil løbende blive offentliggjort på ISCENE.dk

Årets Reumert er hele Danmarks scenekunstpris og blev indstiftet og uddelt for første gang i 1998.