Årets Reumert-statuette af John Kørner

Selvom Årets Reumert-uddeling ligesom mange andre arrangementer er ramt af Covid 19-restriktioner, er alle interesserede alligevel inviteret med, da årets store begivenhed for scenekunsten livestreames direkte fra scenen på Folketeatret.

Mandag den 21. september blændes der op for Årets Reumert-uddeling på Folketeatret i København. Pga. de nuværende Covid 19-restriktioner er der dog et begrænset antal publikum i salen, men nu kan alle følge med, når hele showet livestreames på CPH STAGEs hjemmeside. Her kan seerne følge med, når satiregruppen Platt-Form, der består af Jakob Fauerby, Mille Lehfeldt og Laus Høybye, guider publikum gennem aftenen med uddeling af priser og underholdning for alle.

Livestreaming af Årets Reumert 2020 kan følges på https://www.cphstage.dk/ den 21. september fra kl. 20.00.

Branchen står sammen igen
Årets Reumert blev indstiftet af Bikubenfonden i 1998 som uddelte priserne årligt frem til 2018.Da Bikubenfonden trak sig fra Året Reumert, samlede CPH STAGE, ISCENE.dk, HAVE A/S, Reumert-juryen og Dansk Teater teaterbranchen om at videreføre prisen, indtil der kunne findes mere permanent støtte til videreførelsen af scenekunstens fineste pris. Dette er endnu ikke sket, men frivillige kræfter, samt medfinansiering og stor opbakning fra branchen har gjort det muligt at hylde scenekunsten igen i 2020.

Om vurderingen og priserne
Prisuddelingen bygger videre på det faglige fundament, som Bikubenfonden satte i verden, hvor en jury, af fagfolk og kritikere, rejser rundt i landet og ser et størst muligt udsnit af årets produktioner indenfor alle genrer. Reumert-juryen 2020 består af 12 personer, der er bosat i hele landet.

FAKTA
Årets Reumert arrangeres af CPH STAGE, ISCENE.dk, Reumert-juryen, Have A/S og Dansk Teater. Uddelingen støttes af teatre og organisationer fra scenekunstområdet.