Årets Reumert
Øverste række fra venstre: Mia Rendix (privatfoto), Ralf Richardt Strøbech (foto: Martin Dam Kristensen), Sandra Theresa Buch (privatfoto), Rie Hammer (foto: Sophie Kalckar), Anne Middelboe Christensen (foto: Betina Fleron). Nederste række fra venstre: Jakob Steen Olsen (foto: Søren Bidstrup/Berlingske), Me Lund (privatfoto), Lene Grønborg Poulsen (privatfoto), Lene Kryger (foto: Vibeke Volder), Kathrine Maria Amann (privatfoto)

Når Årets Reumert 2021 går i luften den 6. juni i Odense, bliver det ikke kun med et nyt arrangørhold, men også med et stort prisshow, en ny jury og to helt nye priser.

Forfriskende fornyelse

Arrangør og direktør for Dansk Teater, Peter Mark Lundberg udtaler: ”I Dansk Teater er vi utrolig glade for, at Årets Reumert udvikler sig i takt med scenekunstbranchen. Det er scenekunstens vigtigste pris, og det er den, fordi den følger med tiden. Med både solid erfaring og forfriskende fornyelse i juryen er det derfor vores håb, at prisen fortsat vil anerkende det bedste scenekunst og de bedste scenekunstnere i Danmark. Vi har mere end nogensinde brug for at fejre og hylde den levende kunst, og Årets Reumert er med til at minde os om alt det fantastiske, som den professionelle scenekunst kan byde på.”

To nye priser og to som ikke er med i år

Dette år er der forandringer i priskategorierne, hvilket afspejler den virkelighed, som dansk scenekunst har befundet sig i det sidste år.

Årets digitale forestilling, der hylder nogle af de mange innovative værker, som blev skabt i kølvandet af COVID-19 nedlukningen. Kategorien omfatter værker, som er skabt direkte til online visning, og som byder på et særligt kunstnerisk og/eller innovativt potentiale.

Brancheprisen: Årets Teater er en pris, hvor branchen selv – og uafhængigt af Årets Reumertjury – kan nominere og stemme på et professionelt teater, gruppe eller scenekunstkompagni, som har gjort sig særligt kunstnerisk eller innovativt bemærket i den indeværende Reumert-sæson.

I kategorien Årets Forestilling vil der desuden være mulighed for at nominere forestillinger, som har haft en live-streaming premiere.

Årets performer og Årets performance er ikke en del af priskategorierne i 2021, da COVID-19 har ramt denne del af branchen særlig hårdt, og det vurderes, at der ikke har været et stort nok udbud af værker til at opretholde kategorierne i år.

Fagstærk jury

Ambitionen med dette års Reumert er at inspirere publikum og hylde scenekunsten med alt, hvad den rummer, som Morten Krogh, der er arrangør og festivaldirektør for CPH Stage, siger:

”Årets Reumert er Danmarks største og mest prestigefulde scenekunstpris. En pris, som fejrer scenekunsten med al dens mangfoldighed og genrediversitet. En pris, der rækker ud over den enkelte års fejring ved at pege på de kunstneriske nybrud og innovative tiltag, som er med til at styrke kunstarten og åbne op for nye publikumsmøder. En pris, der uddeles på baggrund af en yderst kompetent og fagstærk jury og en pris i konstant udvikling. Kort sagt en fagstærk og landsdækkende hyldest til scenekunsten og dens publikum. En pris, som til enhver tid hylder den aktuelle scenekunst i samspil med det omkringværende samfunds udvikling.”

Årets Reumertjury

Arrangørerne ønsker at fortsætte den høje faglighed i juryen. Derfor sker der vedvarende udskiftninger i juryen, så scenekunsten kan blive vurderet med nye blikke hver sæson. Juryen sammensættes på baggrund af faglige kvalifikationer, genremæssige ekspertiser og geografisk spredning.

Årets Reumertjury 2021-2022 består af:

Juryformand
Rie Hammer
Chefredaktør ISCENE.dk

Lene Kryger
Teaterredaktør Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis

Kathrine Maria Amann
Anmelder Kristeligt Dagblad

Jakob Steen Olsen
Teaterredaktør Berlingske

Sandra Theresa Buch
Lektor i dramatisk skrivekunst v. Den Danske Scenekunstskole

Ralf Richardt Strøbech
Chef for Medieindhold, P2, P5, P8 og Musikariet – DR Koncerthuset

Lene Grønborg Poulsen
Kulturjournalist og tilrettelægger Kræs, Radio4

Mia Rendix
Ph.d. og mag.art. Underviser i amerikansk litteratur og teater på Aalborg Universitet

Anne Middelboe Christensen
Teateranmelder Dagbladet Information og Teateravisen.dk

Me Lund
Forfatter og kulturjournalist

Årets Reumert statuette bliver fortsat designet af billedkunstner John Kørner og glaskunstner Peter Kuchinke.

Læs mere om Årets Reumert her

I 2021 bliver Odense Kommune, Albani Fonden og Jysk Fynske Medier en del af projektet, og uddelingen af Årets Reumert flytter til Odense i en aftale, der gælder for tre år.