Foto: Aarhus Symfoniorkester, Jes Vang

Eventyr, vanvid og forelskelse: I sæson 2022-23 sætter Aarhus Symfoniorkester fokus på ”Ungdom” – i musikken, i følelseslivet, i relationen til vores medmennesker – og byder på koncerter, der i endnu højere grad end tidligere gør publikum til reelle medskabere af koncertoplevelserne.

Aarhus Symfoniorkester tager hul på andet år i sin fireårige lange fortælling i og omkring orkestret. Sidste sæson drejede sig om ”Begyndelser”. Nu er tiden kommet til næste trin i det narrative forløb ”Ungdommen”. Hovedtemaet for den nye sæson er således ungdomsårene og ikke mindst alt det, der præger den ungdommelige dannelsesrejs. Det er emner, som i høj grad har inspireret komponister gennem tiderne.

Publikum som aktive medskabere

Orkestret indtager rollen stand-in for individet, der skal ud i verden og lære noget om sig selv. ”Den underliggende strøm for denne sæson er alt det, der har med individualitet at gøre: Det at udforske sig selv og sin omverden, at blive forelsket for første gang og blive konfronteret med sin egen dødelighed. Med andre ord: At finde sin plads i tilværelsen,” fortæller musikchef Jesper Nordin. Han er idémanden bag den fireårige dramaturgi, som orkestrets koncerter indgår i.

Musikchef Jesper Nordin understreger, at orkester-dramaturgien er vigtig – og at den bliver endnu tydeligere i de kommende sæsoner:

”Håbet for dramaturgien er at fremmane en gestalt, så publikum og omverdenen begynder at føle orkestret som en levende organisme. Det lyder måske lidt højtravende, men et orkester er en levende organisation, der udvikler sig. Det vil vi gerne vise, og vi håber også, at det gør det lettere for publikum identificere sig med orkestret og følge med i, hvad der foregår. Vi håber ganske enkelt, at den enkelte koncert kommer til at stå stærkere, når publikum investerer i fortællingen og føler sig som en del af den.”

Sæson 2022-23 viderefører koncertformaterne VelLyd og KonTakt, som blev introduceret i sidste sæson, og som begge sigter på en mere direkte interaktion med og mellem publikum og musikerne. KonTakt-koncerterne Koncerterne henvender sig til alle, som gerne vil opleve den klassiske musik på en ny måde, hvor man får lov at røre ved og manipulere selve musikkens grundstof, mens VelLyd-koncerterne sætter fokus på vores den mentale sundhed og på de helbredsmæssige fordele ved at gå til koncert – på et menneskeligt, mentalt og sundhedsmæssigt plan.

Udpluk fra den nye sæson

Symfoni i det fri

Gå med i lunden, når Aarhus Symfoniorkester til årets VelLyd-koncert bevæger os langt ind i skovens dybe stille ro. I grupper bliver publikum ført ud på en rejse. En guidet musikalsk vandring gennem Marselisborgskovenes smukke omgivelser. Undervejs er der indlagt forskellige symfoniske pusterum, hvor man aktivt vil opleve musik komponeret om, til og i samspil med naturen og dens lyde.

Tid og sted: Den 25. til 27. august 2022 • Marselisborgskovene

Ofelia og Hamlet

Fanget mellem sin far, sin bror og Hamlet drives Ofelia i armene på vanviddet af mænds skinsyge, vrede og manipulation. Det er der skrevet ubønhørlig og mesterlig musik om, som man nu kan opleve med Aarhus Symfoniorkester. En af operaverdenens nye store stjerner, den sjælfulde sopran Ruby Hughes, lægger krop og stemme til Ofelias lidelser og stigende vanvid, og samtidig forener koncerter to sidehistorier, der løber gennem hele sæsonen: Shakespeare og vokalmusik.

Tid og sted: Den 22.-23. september 2022, kl. 19:30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus

Symphony of Horrors

Jakob Stegelmann er vært for et rådnende potpourri af unævnelige rædsler i form af musikken og temaerne til de film og spil, som gennem årene har givet biografgængere og gamere de mest frydefulde gys og største chok – for ikke at tale om en akut angst for at gå alene på toilettet. Publikum kan glæde sig til en halloweenkoncert, hvor man frit kan slippe sit indre uhyre løs. Aarhus Symfoniorkester udlover særlige præmier til bedste gyser-cosplay og udklædning til begge koncerter.

Tid og sted: Den 3.-4. november 2022, kl. 19:30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus

Vi bygger en Mozart-opera

Velkommen til en koncert, hvor intet er som det plejer. Publikum får nemlig lov at bestemme, hvordan koncerten skal forløbe – hvilke arier, der skal synges, hvordan stemningen mellem sangerne skal være, hvilke af hovedpersonerne, der får hinanden, og ikke mindst hvordan musikken skal afspejle det hele. Handlingen afgøres undervejs ved direkte afstemning, hver gang koncerten når en fortællemæssig eller musikalsk skillevej. Der venter alle en banebrydende oplevelse med Aarhus Symfoniorkester, hvor man bogstaveligt talt får lov at blande sig i musikken – og direkte påvirke musikerne og sangerne på scenen.

Tid og sted: Den 2.-3. marts 2023, kl. 19:30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus

Aarhus Symfoniorkesters sæson 2022-23 indledes med skovkoncerterne Symfoni i det fri 25.-27. august 2022 og løber frem til 14. juni 2023. Billetsalget er åbent nu. Se og læs mere om sæson 2022-23 her.

Tidligere artikelKulturpulsen guider til sommerens kulturbegivenheder
Næste artikelAudioguidede lydvandringer igennem kulturens Frederiksberg