Foto: Jon Bjarni Hjartarson

Nørrebro Teater bliver omdannet til ét stort lydstudie, når AKT1 for første gang sprænger sit format og indspiller et hørespil i fuld forestillingslængde. 

Forestillingen finder sted den 31. maj kl.20.00 på Nørrebro Teater.

Den store ekspedition er en nyskrevet grotesk musical om den danske kolonihistorie. Dramatiker Alexandra Moltke Johansen og komponist Kirstine Fogh Vindelev har begået en grufuld passion over menneskehedens forbrydelser. Vi følger et kor af mænd samt en ung pige på en voldelig og naivistisk måne-odyssé. Her møder de venlige røde månemænd, lilla bananer og ægte kærlighed.

AKT1 formidler lyd i et helt nyt format

Kirstine Fogh Vindelev har komponeret et helt nyt musikalsk værk til Den store ekspedition, og selv beskriver hun den nyskrevne musik og dets univers som en krydsning imellem en hysterisk byfest, et blidt månelandskab og en popsang.

Publikum kommer helt tæt på scenekunstnerne og deres arbejde bag mikrofonerne, når AKT1 præsenterer en helt særlig form for radiodramatik, der bliver optaget ved et på én gang intimt og festligt arrangement i ét levende one-take.

Om Den store ekspedition og det nye format siger AKT1s kunstneriske leder, Niels Erling: 

“Jeg har altid drømt om at skulle iscenesætte et manuskript af Alexandra Moltke Johansen, der er en af Danmarks vildeste dramatikere. Hendes tekster er frygtløse, poetiske, brutale – og meget, meget sjove. Den Store Ekspedition er på overfladen kulørt og tegneserie-agtig, endda en musical – men samtidig beskæftiger den sig med nogle af menneskets mest uhyggelige skyggesider. Det handler om magt, om overgreb, om slaveri, og så er det bare fortalt med rummænd, bananorgasmer og hvaler, der synger. Det er ret genialt, synes jeg”

En magisk kombination

AKT1s kunsteriske leder, Niels Erling vil selv instruere Den store ekspedition og vil skabe en særlig og magisk kombination, når han går på scenen med et stort hold af unge og rutinerede scenekunstnere og AKT1-medvirkende.

På scenen står et stærkt hold bestående af seks skuespillere (Lotte Andersen, Carsten Bjørnlund, Morten Burian, Sicilia Gadborg Høegh, Peter Gilsfort & Tue Lunding), to klassiske sangere (Nina Smidth-Brewer & Freja Højland Høj), en pianist (Rasmus Kjær) og en elektronisk lydscenograf (Rasmus Juncker).

“Den Store Ekspedition bliver et eksperiment for os på AKT1. Vi har lavet over 100 hørespil, der alle varer omkring en halv time, men jeg har længe haft lyst til at vi skulle folde formatet ud. Med Den Store Ekspedition går vi all in og laver et hørespil på længde med en fuld forestilling – godt 80 minutter, endda med et stort hold skuespillere, klassiske sangere og musikere”, fortsætter kunsteriske leder, Niels Erling.

Du kan købe billetter til den 31. maj her – og læse meget mere om AKT1 her.