AKT1 live hos Royal Cuisine
AKT1 live hos Royal Cuisine © AKT1

Tirsdag den 30. april kan man bogstaveligt talt få det bedste af to verdener, når Danmarks lydteater, AKT1, inviterer på kinesisk buffet og liveoptagelse af to nye hørespil. Det hele foregår på restaurant Royal Cuisine på Østerbro i København.

For en enkelt aften er det nemlig tilladt at slubre nudler, gumle rejechips og spise sig lidt for mæt i friture, alt imens man ser på og lytter til nogle af landets skarpeste skuespillere – live! AKT1 optager de to hørespil Gravøl og Medea-monologer live foran publikum i restaurantens kinesiske buffet og udgiver dem efterfølgende som podcast.

Stjernespækket cast og livemusik

Teksterne til de to hørespil er skrevet af den danske forfatter, journalist og musikkritiker Klaus Lynggard og den norske dramatiker, instruktør og skuespillerinde Lisa Charlotte Baudouin Lie, der begge debuterer som radiodramatikere. 

I Klaus Lynggaards hørespil Gravøl støder to mænd, spillet af Nikolaj Kopernikus og Rasmus Botoft på hinanden efter en fælles venindes begravelse. Gamle minder skylles ned med gravøl, der minder de to mænd om, hvorfor deres liv ser så forskellige ud i dag.

Lisa Charlotte Baudouin Lie bringer myten om Medea ind i 2019 med sine Medea-monologer; en vred tale mod manden som køn i en tekst, der koger over i en billedstorm af metaforer. Maria Rich, Ulla Henningsen og Laura Skjoldborg spiller de tre moderne Medeaer.

Den danske singer-songwriter Thomas Buttenschøn fremfører en spritny sang til optagelserne af Gravøl, mens Emma Sehested Høeg og Marc Bjørn Roland synger til Mikkel Juul Jensen originale kompositioner til Medea-monologer.

Både buffet og hørespil kan indtages tirsdag den 30. april på restaurant Royal Cuisine. Buffet er inkluderet i billetten til liveoptagelsen, som kan findes her.