©Asterions Hus

I juli havde Asterions Hus premiere på børneforestillingen Alice i Eventyrland for de 5-10-årige. Nu bliver forestillingen omskabt til en voksenforestilling. Her skrues der op for det uhyggelige, farlige og forførende i fortællingen. Alice i Eventyrland – For voksne kan ses på Teaterøen på Refshaleøen fra den 20. oktober til den 30. oktober.

Alle, der har stiftet bekendtskab med historien om Alice i Eventyrland som børn, kan huske,
hvordan historien ud over at være finurlig og skæg, også til tider er uhyggelig og
decideret mareridtsagtig. Efter at have lavet en fabulerende og visuel forestilling for børn
om Alice i Eventyrland, har Teater Asterions Hus sat sig for at omskabe den til en
voksenforestilling. Tilde Knudsen er kunstnerisk leder for Asterions Hus og står på scenen i
rollen i Alice i Eventyrland. Hun fortæller:
“Ret tidligt stod det klart, at Alice i Eventyrland havde masser at byde på for voksne.
Forestillingen er blevet set af både helt små børn og granvoksne, og vores fornemmelse er
at den rammer meget bredt. I et univers med tranformationer, identitet, fantasi ,
besynderlige skæve karakterer, leg og overraskelser, har der været masser for alle aldre at
hengive sig til, men samtidig har vi nu lyst til at grave os endnu dybere ned i det syrede
univers, og granske de drabelige figurer og mareridtsagtige sekvenser, og tilføjer derfor
nogle scener som går længere ud til kanten end tidligere.”
Premieren på voksenforestillingen er tirsdag 20. oktober, og der arbejdes intensivt på den nye version:

“Vi er i fuld gang i prøvelokalet med at videreudvikle og tilføje scener til vores oprindelige udgave af Alice i Eventyrland. Voksenversionen af forestillingen kommer til at tage afsæt i samme fortælling. Det bliver en fysisk forestilling med en række af de samme kunstneriske greb med kostumer, der kan forvandles, men der kommer nye scener til, flere musiknumre, og forestillingen får noget mere farlighed og et dyp i syrebadet,”  fortæller Tilde Knudsen om Alice i eventyrland – for voksne. Tag med Alice på et syretrip i eventyrland på bunden af det sorteste kaninhul. Intet er som det ser ud til i landet på den anden side. Glem alt om Disneys lyshårede Alice med dådyrøjne og himmelblå kjole: I Alice i Eventyrland – For voksne viser Teater Asterions Hus sin version af Lewis Carrolls elskede klassiker i al sit syrede, monstrøse og unheimliche væsen. I et kabinet af fantastiske skabninger sker forvandlinger for øjnene af publikum når kostumerne transformeres og kommer til live. Forestillingen Alice i Eventyrland – For voksne bliver fortalt af danser og performer Tilde Knudsen. Den veksler mellem dans og bevægelse, fysiske teater og enkelte sekvenser med tale; alt sammen til nykomponeret musik af Klaus Risager. Et bærende element i forestillingen er kostumerne, der sammen med Tilde Knudsen udgør rollelisten over Eventyrlandets farverige persongalleri. Forestillingen er instrueret af Peter Kirk og med kostumer af Susan Marshall.

FORESTILLINGEN KAN SES BÅDE I KØBENHAVN OG PÅ MØN
Alice i Eventyrland kan ses på Teaterøen fra 20. oktober til 30. oktober tirsdag, torsdag og fredag kl. 20.   I samme periode er det muligt at se børneforestillingen af Asterions Hus som spiller om formiddagen fra 20. oktober til 1. november tirsdage og torsdag-søndag kl. 11. Efter at have spillet på Teaterøen, skal Alice i Eventyrland – for voksne spille på Teater Møn, hvor der er forestillinger 28.-29. november og 5.-6. december. Her kan forestillingen ses kl. 15.

FAKTA OM ALICE I EVENTYRLAND – FOR VOKSNE
Medvirkende: Tilde Knudsen
Kostumier: Susan Marshall
Instruktør: Peter Kirk
Komponist: Klaus Risager
Koreografisk konsulent: Liv Mikaela Sanz
Forestillingsbillede: Emile Carlsen

SPILLER PÅ TEATERØEN
Dato & tid: Fra 20. oktober til 30. november. Tir, tor og fre kl. 20.
Billet: Fra kr. 135 / kr. 40 via www.teaterbilletter.dk
Varighed: Ca. 60 min.
Alder: Fra 12 år og op
Spillested: Teaterøen, William Wainsgade 11, 1432 København K
SPILLER PÅ TEATER MØN
Dato & tid: Fra 28. november til 29. november og 5. december til 6. december.
Lør-søn kl. 15.
Billet: Fra kr. 135 / kr. 40 via www.teaterbilletter.dk
Varighed: Ca. 60 min.
Alder: Fra 12 år og op
Spillested: Teater Møn, Klintholm Havnevej 52, 4791 Borre
Læs mere om Asterions Hus på www.asterionshus.com
Forestillingen er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden og
William Demant Fonden.