Cul de Sac - Rapid Eye. Foto: Søren Meisner
Cul de Sac - Rapid Eye. Foto: Søren Meisner

Fra Mexico til Helsinki. Det jonglørbaserede kompagni Rapid Eye har turneret verden tyndt med deres særegne forestillinger, der blander det poetiske, filosofiske og humoristiske, og nu er turen kommet til Odense, hvor de skal producere deres spritnye værk Cul de sac hos DYNAMO. Forestillingen har premiere den 11. november kl. 20.

Cul de sac er fransk for ‘blindgyde’, og det er efterhånden dér vi befinder os, ifølge idémager og kunstnerisk leder af Rapid Eye, Samuel Gustavsson. Vi tærer på klodens ressourcer, boligmarkedet er ved at nå et farligt kogepunkt, der bliver længere og længere mellem jordens fattigste og rigeste mennesker… listen kunne blive ved, og løsningerne er svære at få øje på, mener han: “Vi sidder fast i politiske forhandlinger, vi sidder fast i politiske ekkokamre, og vi må vriste os fri.”

Bud på ny verdensorden

Den tankegang er udgangspunktet for Rapid Eye’s forestående arbejde, når de om lidt rykker ind i produktionshuset for nycirkus på Byens Ø. En følelse af afmagt og, tør man sige, politikerlede har foranlediget de to performere Samuel Gustavsson og Petter Wadsten til at kaste sig ud og komme med deres eget bidrag og bud på en bedre verden: Et forsøg på at gentænke verdensorden ved at rive den ned og bygge den op på ny.

Underspillet humor

Det er ikke så lidt for et par jonglører at kaste sig ud i. Og hvordan det lykkes vil tiden vise, da forestillingen endnu er under udvikling. Én ting er sikkert: Cul de sac vil være gennemsyret af en helt særlig Rapid Eye’esque æstetik og humor, som Gustavsson har brugt over 10 år på at perfektionere gennem sit kunstneriske virke – heraf hvor de seneste tre produktioner nu tæller performer og medskaber Petter Wadsten. Det er et særligt glimt i øjet, en stoisk ro og det absolut underspillede de to mænd mestrer, når de indtager scenen. Med 230 meter velcrobeklædte stave og en god idé.

Wrestlingmatch i velcrojakkesæt

I Cul de sac kaster de sig ind i en diplomatisk wrestlingmatch mod verdens manglende vilje på forandring og klædt i hver sit velcrojakkesæt, bevæger de sig gennem selvklæbende koreografi i et opgør mod fastlåste forhandlinger i politiske ekkokamre. Med en ukuelig optimisme for at nå at få verden på rette kurs, før vi begraves levende i den totale katastrofe, er Cul de sac en del af det der skal gøres nu, i morgen og i fremtiden…

Forestillingen co-produceres af DYNAMO WORKSPACE og præsenteres i samarbejde med Teater Momentum.


SPILLETID:
Torsdag 11. november kl. 20
Fredag 12. november kl. 20 – efterfulgt af DYNAMO AFTER DARK i samarbejde med Fyens Stiftstidende
Lørdag 13. november kl. 14 & 20
Mandag 15. november kl. 20
Tirsdag 16. november kl. 20

ALDER: For alle
VARIGHED: 50 min.
BILLETkøb via www.dynamoworkspace.dk

Tidligere artikelWilhelm Hansen Fonden uddeler 4 millioner kroner til dans, musik og teater
Næste artikelGOOGLEREN: en forestilling om internettets skraldemænd