Folketeatrets logo
Logo: Folketeatret

Kontinuitet i en usikker tid

Bestyrelsesformand Mogens Jensen glæder sig over at kunne sikre teatret kontinuitet i en ellers meget usikker tid.

“Jeg er meget glad for, at Kasper Wilton har sagt ja til at blive forlænget som chef for Folketeatret, sådan at vi undgår at skulle gennemføre et lederskifte midt i en meget usikker tid for teatret grundet Covid-19. For en institution som Folketeatret, med en national opgave som landets største turnéudbyder samt fire stationære scener i Nørregade, er det et rigtig dårligt udgangspunkt at skulle indlede et lederskifte efter en længere nedlukning med hjemsendt personale og usikkerhed om fremtiden. Derfor har Folketeatrets bestyrelse indstillet til Kulturministeriet, og fået godkendt, at Kasper Wilton forlænges to år ud over åremålsansættelsen. Det har han glædeligvis valgt at takke ja til, således at vi kan bibeholde den knowhow som Folketeatret har brug for, indtil teatret er kommet godt ud på den anden side af coronakrisen og kan finde den næste chef i teatrets 164-årige historie.”

Folketeatret skal geares til virkeligheden efter corona

Kasper Wilton har siden 2010 været chef for Folketeatret, der udover på adressen i Nørregade 39 med råderet over fire scener også gæster cirka 70 teatre og spillesteder spredt over hele landet hver sæson. Folketeatret spiller hver sæson for mellem 150.000 – 180.000 tilskuere. Folketeatret blev grundlagt i 1857 og fusionerede med Det Danske Teater i 2007.

“Folketeatret skal geares til den virkelighed, der bliver aktuel efter corona. Ikke alene i Nørregade har vi megen aktivitet, men Folketeatret er også landets største turneudbyder. For et så producerende og billetgenererende teater har de to nedlukninger været hårde. Jeg deler bestyrelsens synspunkt om, at det er et dårligt tidspunkt for et chefskifte. Jeg er taknemlig over at få muligheden for at aflevere det teater, jeg har drømt om at aflevere. Nu håber jeg, at jeg kan leve op til bestyrelsens tillid,” udtaler Kasper Wilton.