Foto: White Hole Theater

White Hole Theater er Viborgs nye teater og drømmefabrik, som præsenterer scenekunst på det 21. århundredes præmisser ved at kombinere Virtual Reality, animation og gaming med klassisk scenekunst. Teatrets første forestilling bliver Arnolds spådom, og den kan opleves på Stænderpladsen i Viborg fra den 18. til den 20. juni.

Hvis man nogensinde har spekuleret på, hvordan det var at være menneske i den tidlige middelalder, får man med forestillingen Arnolds spådom nu en enestående mulighed for at opleve netop dette.

Via Virtual Reality vil den opslugende forestilling nemlig transportere publikum mere end 800 år tilbage i tiden, og man lander i Viborg i 1146. Nærmere betegnet på Stænderpladsen, hvor byens første domkirke er ved at blive bygget.

I det virtuelle univers møder publikum Arnold, spillet af Peter Flyvholm, en islandsk shaman og kriger, som er kommet til Viborg for at deltage i valget af ny konge. Arnolds særlige evner sætter ham i forbindelse med åndeverdenen, og det viser sig, at alt ikke er, som det skal være. Hver publikumgæst har sin egen avatar, som Arnold kommunikerer med. Forestillingen er skabt af den dobbelte Reumert-vinder Jakob Tekla Jørgensen, som også står i spidsen for Viborgs nye bevidsthedsændrende teater, White Hole Theater.

En smagsprøve om året frem til 2024

Arnolds spådom er det visionære teaters første forestilling, og med en varighed på 15 minutter fungerer den også som en smagsprøve på den stort anlagte forestilling 3 Kings, der får premiere i 2024. I 2022 og 2023 kommer endnu to smagsprøveforestillinger.

Jakob Tekla Jørgensen udtaler følgende om forestillingen:

”Virtual reality kan sprænge tid og sted, og i Arnolds spådom står publikum med fødderne på Stænderpladsen 2021, mens deres hoved befinder sig på Stænderpladsen 1146. Publikum bliver suget fuldstændigt ind i oplevelsen af at være helt tæt på noget stort. Og dette er endda kun første skridt frem mod det brag af en forestilling, der venter i 2024.”

Tre teknologidrevne fortællegreb

White Hole Theater er en teknologisk funderet videreudvikling af den klassiske scenekunst, hvor forestillinger opføres i et fysisk rum foran et passivt publikum. På Viborgs nye teater vil den klassiske teateroplevelse nemlig blive kombineret med tre teknologidrevne fortællegreb:

  • Virtual Reality, som sprænger publikums oplevelse af tid og sted
  • Animation, som skaber hidtil usete verdener og gør animerede figurer til effektive og troværdige fortællemarkører
  • Gaming, som forvandler det passive vidne til en aktiv deltager i fortællingen

Der skabes dermed en innovativ hybrid mellem det fysiske teaterrum og en vifte af virtuelle verdener. En sådan hybrid mellem det fysiske og det digitale univers kaldes metaverset, og det er i dette metavers, at White Hole Theaters forestillinger udspiller sig.

Naturlig forlængelse af Viborgs udnævnelse til UNESCO Creative City

Med sin placering i Viborg vil White Hole Theater være en integreret del af byens højteknologiske og internationalt anerkendte animationsmiljø.

Samtidig har byen med det tidligere egnsteater Carte Blanche gennem mange år demonstreret, at man i Viborg har særligt flair for at skabe teater, der bryder ud af scenekunstens traditionelle rammer.

Satsningen på White Hole Theater ligger i naturlig forlængelse af Viborg Kommunes udnævnelse til UNESCO Creative City i kategorien Media Arts, som desuden tæller byer som Toronto, Lyon, Tel Aviv og Austin.

Forestillingen vises under Viborgs årlige kulturfestival Snapsting.

Se mere på https://www.whiteholetheater.dk/2021-arnold-s-vision