Den 24. juni fra kl. 00:01 til 23:59 vil der i hovedstaden blive præsenteret en bred vifte af performancekunst af blandt andre Arvida Byström, Henrik Vibskov, Monster Chetwynd og Tosh Basco (tidligere kendt som Boychild) under fællesnavnet ART IN A DAY.
Det er de seks kunsthaller Copenhagen Contemporary, Den Frie Udstillingsbygning, Kunstforeningen GL STRAND, Kunsthal Charlottenborg, Nikolaj Kunsthal og O – Overgaden der er gået sammen om at skabe performanceprogrammet, som envidere er kurateret af Creator Projects, er gratis at deltage i og bliver et årligt tilbagevendende begivenhed.
Performancekunst i det københavnske byrum
Visionen med Art in a Day er at tilbyde danskerne en prominent række af danske og internationale kunstoplevelser og dermed åbne kunsthallerne for et bredere publikum ved at flytte et fælles kunstprogram ud i byens rum. At sammensætte en oplevelsesrække hvor mange flere kan få et indblik i nye talenter såvel som etablerede navne på den danske og udenlandske kunstscene.
Art in a Day vil ikke blot finde sted i og omkring de respektive kunsthaller, men også i passagerne imellem dem – i alt fra byens baggårde og broer, ved kanaler, i kirketårne mv.
Publikum er dermed ikke alene de folk, der aktivt opsøger begivenhederne, men i lige så høj grad dem, som tilfældigvis opholder sig i det københavnske byrum, hvor performancekunsten spontant vil poppe op.
”Langt større end noget, vi kunne have skabt hver især”
En af de seks aktører bag programmet er den københavnske Kunsthal Charlottenborg. Direktør Michael Thouber fortæller:
”Vi ser Art in a Day som en gave til København og alle de kunstinteresserede borgere og turister, der vil besøge byen for at opleve performancekunst i absolut verdensklasse. I en tid, hvor sociale relationer i stigende grad udleves i det digitale, tilbyder performancekunsten en kropslig tilstedeværelse og etablerer fysiske møder mellem mennesker. Samtidig er det en fantastisk måde at vise den bredde, det københavnske kunstliv rummer, ligesom vi får demonstreret, hvor forskellige de seks kunsthaller er,” siger han og fortsætter:
”Det bliver også en begivenhed, som er langt større end noget, vi kunne have skabt hver især. Det har været fantastisk at mærke den fælles entreprenørånd, der flyder så smukt mellem kunsthallerne, og som er forudsætningen for, at vi kan skabe en begivenhed som denne.”
Art in a Day vil være gratis at deltage i. Flere kunstnere bliver offentliggjort når det fulde program lanceres i maj. Begivenheden er støttet af Festivalpuljen v. Københavns Kommune, Statens Kunstfond, Spar Nord Fonden, Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet og Københavns Kommune.