Randers Teater, Teatret Zeppelin, Astrid Lindgren, Mio min Mio
FOTO: Mio, min Mio © Zuhal Kocan - fra opsætningen på Teatret Zeppelin i 2020 – cast ændret i 2021

Astrid Lindgren har skrevet over 100 bøger, og Mio, min Mio er en af hendes mest kendte og elskede fortællinger. Med sin dybe indlevelse og store respekt for børn og deres fantasi er Astrid Lindgrens historie eviggyldig, og nu bliver den vakt til live i en musikalsk og scenisk imponerende opsætning på Randers Teater.

I årets store juleforestilling kommer publikum med til Landet i det Fjerne i Astrid Lindgrens unikke fortælling om venskab, sorg, ensomhed og kærlighed. Mio, min Mio er historien om Bo, der forlader sine plejeforældre og rejser gennem dag og nat og finder sin rigtige far: Kongen i Landet i det Fjerne.

Her er Bo ikke længere Bo, men prins Mio, som får en vigtig mission – han skal redde landets børn fra den onde ridder Kato, som har forvandlet dem til forheksede fugle. Fordi selv i Landet i det Fjerne findes der ondskab, som ikke kan undsiges – men den kan bekæmpes, hvis man har mod og en ven at følges med.

Mio, min Mio og julen handler om at være sammen med dem, vi elsker

På Randers Teater er Mio, min Mio årets juleforestilling. Producent på Randers Teater, Tine Eibye, mener, at fortællingen om Mio går godt i tråd med julens budskaber og med det, vi i bund og grund forbinder med højtiden.

”Mio, min Mio handler om kærlighed og venskab og om, hvor meget vi kan klare og overvinde sammen. Og det er jo det, julen i høj grad handler om. At være sammen med de mennesker, vi elsker, og som betyder allermest for os. Denne forestilling sætter fokus på næstekærlighed og menneskelighed i Astrid Lindgrens fantastiske univers, ” siger Tine Eibye.

Forestillingen præsenteres i samarbejde med Teatret Zeppelin, der skabte deres fortolkning af Astrid Lindgren-klassikeren i 2020. Den genopsættes nu på Randers Teater med et nyt hold skuespillere på scenen.

Mio, min Mio har premiere på Randers Teater 25. november og spiller frem til 20 december. Køb din billet her.

Tidligere artikelFLÆSK, TÆSK OG TONER åbner Odsherred Teaters nye teatersal
Næste artikelDirektørduo tager fire år mere i spidsen for Betty Nansen Teatret