Mere empati, bedre kommunikation og færre konflikter i den udskældte plejesektor. Det er det klare fokus i et samarbejde mellem Teater Katapult, Magistraten for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, SOSU Østjylland, Specialområde Socialpsykiatri Voksne, Region Midtjylland (SVO) og FO-Aarhus. I uge 44 slut-testes AudioMove Explorer, et pilotprojekt der bygger på teatrets lyddrama-koncept, AudioMove, inden det skal ud til plejepersonale og SOSU-studerende.
Interaktivt lyddrama-koncept og oplevelsesunivers
Teater Katapults AudioMove er et unikt koncept, som teatret har udviklet, siden det blev lanceret under navnet AudioGuide Teater i Aarhus Festuge 2004. AudioMove er baseret på lyddrama, der lader opleveren leve sig ind i hovedpersonens oplevelsesunivers via høretelefoner, mobilteknologi og interaktive elementer. Opleveren bliver til hovedpersonen i dramaet.
Katapult har med det teater-teknologiske koncept udviklet alt fra rene teaterprojekter over nye former for turistoplevelser, undervisningsforløb og til erhvervsredskaber til empatisk, brugerdreven produktudvikling. Nu gør værktøjet sin entré i pleje- og omsorgssektoren.
Empati-værktøj til plejere og studerende
Pilotprojektet AudioMove Explorer bliver et empatisk formidlingsredskab og en simuleringstræner i styrket borgerkontakt. Det dramabaserede værktøj skal hjælpe plejepersonale og SOSU-studerende til en bedre forståelse for og kommunikation med borgere og pårørende.
Manuskriptet til de dramatiske elementer i AudioMove Explorer er researchet og skrevet af Teater Katapults nyligt ansatte husdramatiker, Anna Skov. Lyddramaet er udviklet på baggrund af cases og observationer fra hverdagen i omsorgssektoren, samt samtaler med både medarbejdere, borgere og pårørende.
AudioMove Explorer er i uge 44 i sin afsluttende testfase, hvor det bl.a. testes hos Specialområde Socialpsykiatri Voksne, Region Midtjylland (SVO) i Silkeborg og hos SOSU Østjylland i Aarhus.
Læs mere om AudioMove her.