Aveny-T har besluttet at næsten halvere billetpriser og gøre alle spilledage til billigdage på deres kommende forestillinger SKAM1 og DAMPHJERTE.
Når SKAM1 har repremiere på Aveny-T den 26. november vil unge under 26 år kunne komme i teatret for kun 110 kroner. De voksne slipper med 180 kroner.
SKAM1 tog alle med storm, da den fik verdenspremiere som teater sidste år. Forestillingen handler om Evas kærlighedshistorie i forhold til Jonas, og hendes kamp for at vinde fodfæste i den nye, svære tid på gymnasiet med rygter, fortid og bagvaskelse.
DAMPHJERTE er helt ny ung debuterende dramatik af Sofie Diemer om bloggeren Nanna, der forsvinder længere og længere ind i den verden, hun befinder sig i, når hun er på nettet, og længere og længere væk fra sig selv.