Det er med et brag at, Aveny T på Frederiksberg skyder deres nye teatersæson 20/21 igang til september.
”Jeg mødte Reda julenat. Han stoppede mig på gaden. Jeg endte med at invitere ham op i min lejlighed. Vi tilbragte natten sammen. Snakkede og grinede.
Klokken 6 om morgenen tog han sin pistol frem og sagde han ville dræbe mig. Han voldtog mig ..”
Sådan lyder eksempelvis introduktion til forestillingen En historie om vold, der er en af seks nye forestillinger som publikum kan opleve. Tre skal opføres på hovedscenen på Aveny T – tre på teatrets intimscene House of T
Men tilbage til den voldsomme åbningsforestilling, der åbner sæsonen den 11. september.
Aveny-T har sikret sig rettighederne til at dramatisere en af tidens største nye forfattere, 27-årige Édouard Louis’ roman En Historie om Vold.
Det er Édouards egen rå, brutale og gribende selvbiografiske historie om den omtalte nat med vold og voldtægt.
Forfatteren tænker tilbage på sin egen barndom og reflekterer over emigration, racisme, fattigdom, begær og traumer.
Og forsøger at forstå, hvad der skete.
Forestillingen bliver spillet af et stjernecast af skuespillere, anført af den dobbelte Reumertvinder Andreas Jebro i hovedrollen som Édouard.
Også forestillingens iscenesættelse er af en Reumertvinder, nemlig Anders Lundorph.
En historie om vold spiller fra 11. september til 3. oktober 2020
Resten af Aveny Ts omfattende program i sæson 20/21 kan ses herunder:

KUSSESUMPEN VENDER TILBAGE
“Kussesumpen koger og bobler af humor, kvindehørm, lyster og pinligheder”
“De er smasksmækre og i stødet til at bryde kvindetabuer med både morgenånde, skedeprutter og røvhuller, der vil anerkendes”
“Hylende morsom og fuld af kærlighed”
Sådan skrev anmelderne om Kussesumpen 1.
Kussesumpen 2 er en selvstændig forsættelse, der tager fat, hvor 1’eren slap – nemlig på det moderne kvindeliv.
Bliver man lykkelig af et mågestel? Hvordan ser den perfekte fødsel ud? Kan man være feminist og hade andre kvinder? Og hvor kommer alle disse forestillinger om det gode liv fra?
Velkommen i sumpen, der viser kvinden, hvor hun er smukkest og grimmest: Fra de sorte hår på baglårerne til drømmen om den store kærlighed og moderskabet.
Tre kusser i sumpen
forestillingen spiller fra 23. oktober – 29. november 2020
KONCEPT & MANUSKRIPT Karen Dich og Jacobe Orry
INSTRUKTION Morten Burian
SCENOGRAFI Eva Lendorf
KOSTUMER Ellen Ahnfelt-Rønne
LYSDESIGN Malte Hauge
KOMPONIST Ida Skjerk
MEDVIRKENDE Kimmie Liv Sennow, Vanessa M. Petterson og Jacobe Orry

MIT NAVN ER GRETA
Klimakrisen er også noget Aveny T går i dybden med ved at skabeen helt ny forestilling om verdens lige nu største ikon, 16-årige Greta Thunberg.
For mindre end to år siden satte denne unge pige sig foran den svenske Riksdag med et papskilt ”Skolstrejk för klimatet”.
Mit navn er Greta er en hyldest til et ungt oprør, og den største forandring en ung generation nogensinde har skabt. En generation, der nægtede at lade sig kue af de voksnes “pas jeres skole”-formaninger, men som over hele verden viste et sammenhold, der ikke kunne nægtes, der ikke kunne slås ihjel, og som skabte en forandring ingen havde lykkedes med før.
Det er dem, teatret hylder. Deres oprør mod magtelitens og en voksen generations passivitet over for klimaforandringerne.
En del af forestillingens billetindtægter går til The Greta Thunberg Foundation og co-produceres med Vejle Musikteater og Boxen/Holstebro.
Jeg er Greta har verdenspremiere den 7. januar og spiller til og med 30. januar 2021.
MANUSKRIPT William Lippert
INSTRUKTION Emil Rostrup
SCENOGRAFI Jon Stephensen
MEDVIRKENDE Karla Løkke

LAGERET HUSET MARIE
Forestillingen er en monolog baseret på Jonas Eikas debutroman.
Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris Jonas Eika Rasmussen har givet tilladelse til at teatret kan dramatisere hans debutroman.
Lageret Huset Marie er fortællingen om et døgn i 23-årige Elias liv. Elias, natarbejder på Dansk Supermarkeds nonfood-lager, og lever det sumpede og stenede liv i et faldefærdigt kollektiv i Risskov – indtil han træffer pigen Marie, som Elias forelsker sig i. I forestillingen kan man opleve det nyuddannede stjerneskud Lasse Steen Jensen i rollen som Elias.
Lageret huset Marie spiller fra den 5. – 8. november 2020
MANUSKRIPT & INSTRUKTION Lasse Steen Jensen
VIDEO Jacob Sprogø
MEDVIRKENDE Lasse Steen Jensen.
NOGEN ER UDE OG DRIKKE ØL
December byder på Velkommen til en ny forestilling, spillet af stortalentet Mathilde Arcel Fock .
Nogen er ude og drikke øl handler om at være alene hjemme og måske lidt ensom. Oplægget lyder: Imens de andre er ude for at drikke øl og more sig “Ryster dit hår for skæl ned på et gulv – savner en person så meget, at du har lyst til at kaste op – klæder sig ud, og lader som om, man er en anden – snakker med accent, der ikke er din egen – eller danser sexet ..”.
Forestilingen kan opleves fra 1-5. december
MANUSKRIPT Mathilde Arcel Fock og Josephine Eusenbius
SCENOGRAFI Sofie Jürs
MEDVIRKENDE Mathilde Arcel Fock

JUL I SKILSMISSELAND
En hel ny juleforestilling med denne historie; Det er den 24. december, og på et mørkebrunt og tilrøget værtshus er Vera, Simon og Mathias traditionen tro samlet, inden turen går hjem til jul.
Alle tre kæmper med stress, pligt og små tikkende bomber, når de jonglerer med jul i flere familier. “Det kan jo kun være ægte jul på én måde!” Jul i Skilsmisseland er en boblende sjov forestilling om at klare sig helskindet gennem julens minefelt af forventninger – især forældrenes.
Jul i skilsmisseland spiller Fra 9. – 13. december 2020
MANUSKRIPT Frederik Villads
INSTRUKTION Tamara Rugaard Mathiesen
MEDVIRKENDE Andreas Dittmer, Thea Kastberg, Kristian Grumme Nielsen & Karl Johan Jarndorf