Etudes © Costin Radu

Fra den 13. april er det muligt at opleve to værker af nogle af balletverdenens største navne, når engelske Wayne McGregors nye ballet Afterite møder Harald Landers klassiker Etudes på Operaen i København.

Den engelske komet Wayne McGregors værker Chroma og Infra er tidligere blevet danset af Den Kongelige Ballet. I sin nye ballet Afterite tager han livtag med Igor Stravinskys klassiker Sacre du printemps (på dansk: Forårsofret) og stykkets både hypnotiserende og ikoniske musik. McGregor forsøger i sin nye udgave at nedbryde grænsen mellem klassisk og moderne dans.

Overfor Afterite kan man opleve en klassiker i både dansk og international ballet. Harald Landers Etudes fra 1948 er en kærlighedserklæring til den rene, klassiske dans. Det er en af kronjuvelerne i den danske ballet. En raffineret og tidløs ballet om balletten, om glæden ved at danse og om den kunstneriske elegance og følsomhed, som er ballettens inderste væsen.

Musikken til Afterite og Etudes fremføres af Det Kongelige Kapel. Forestillingen opføres i perioden 13. april – 11.maj på Operaen i København. Mere information samt billetkøb kan findes her.