BARK, Dynamo
Foto: Dynamo ©

Når forestillingen BARK udfolder sig i Tankefuldeskoven på Sydfyn den 7.-14. maj, så bliver det ikke i en helt traditionel opsætning. Forestillingen udspiller sig nemlig i trætoppene, og er en blanding af cirkus, skovvandring og en ny måde at opleve naturen på, som aktiverer sanserne. Det er kompagniet Acting for Climate, som i samarbejde med DYNAMO står bag forestillingen, og deres mål er at inspirere folk til at handle for at sikre en mere bæredygtig fremtid.
BARK er en poetisk, spektakulær og tankevækkende nycirkusforestilling for en skov, et publikum og fem artister.

Bæredygtig turné – med kunstnerisk kvalitet

Det er lige præcis ét år siden artisterne første gang svajede, dansede og svævede rundt mellem trætoppene på Sydfyn. Nu vender de tilbage som en del af en af en europæisk turné efter de allerede har været i Olot, Spanien og München, Tyskland.

EU-projektet Perform Europe valgte at støtte op om publikums møde med nycirkus i naturen. Perform Europe er et EU-finansieret projekt, der har til formål at gentænke hvordan scenekunst kan præsenteres på tværs af landegrænser på en bæredygtig måde ved at teste ny turné- og distributionspraksis og give politiske anbefalinger til en fremtidig EU-støtteordning. BARK har været særlig bevidste om deres klimaaftryk, og de er løbende i gang med at udvikle og forbedre.

For holdet bag BARK er det dog vigtigt, at den kunstneriske kvalitet af forestillingen ikke kompromitteres på grund af klimahensyn. De to succeskriterier skal nemlig kunne kombineres. For eksempel har spillestedet været længe undervejs, og selvom der har været meget oppe at vende, vil forestillingen igen vende tilbage til Tankefuldeskoven ved Svendborg. Det er et unikt sted, hvor publikum kan være i ét med naturen og genforbinde sig med den. Det stemmer overens med kunstnernes ønske om at formidle en sensorisk oplevelse, der kan ændre perspektiver på vores menneskelige natur som en del af biosfæren.

Om aktørerne bag forestillingen

Acting for Climate er et nycirkuskompagni, som arbejder i krydsfeltet mellem kunst og miljøaktivisme. Kompagniet blev grundlagt i 2015 og det er deres mål at inspirere folk til at handle for at sikre en mere bæredygtig fremtid. Gennem tværfaglige samarbejder, en konstant søgen efter nye metoder og udtryk, samt en tro på, at både processen og produktet er politisk, vil de altid stræbe efter at udvikle kunstfeltet og ændre verden.

DYNAMO er en scene og et arbejdsrum for nycirkus og ny scenekunst beliggende i et nyrenoveret gammelt pakhus midt i Danmark på Odense havn. Her præsenterer vi forestillinger for et publikum i vores teatersal, og lader artister arbejde under længere residency-forløb.

Perform Europe er et EU-finansieret projekt, der har til formål at gentænke hvordan scenekunst kan præsenteres på tværs af landegrænser på en bæredygtig måde, ved at teste ny turné- og distributionspraksis og give politiske anbefalinger til en fremtidig EU-støtteordning.

Forestillingen er lavet af & med Heidi Miikki (FI), Abigael Winsvold (NO), Frøydis Dahlø (NO), Emma Langmoen (NO) & Stina Kopra (FI)

Læs mere om forestillingen her, og book din gratis billet.

Tidligere artikelTeatret Zeppelin udgiver rapport om publikumsudvikling om børn og unge
Næste artikelUGENS RAPPORT: Porno, patter og personligheder