SVEJK I ANDEN VERDENSKRIG på Teatret Svalegangen. Foto: Søren Hasselgaard Skaaning.

Fra den 8. til 11. oktober kan man opleve en Brechts klassiker i Aarhus, når Teatret Møllen gæster Teatret Svalegangen med forestillingen SVEJK I ANDEN VERDENSKRIG.

Fortællingen om en ukuelig særling

SVEJK I ANDEN VERDENSKRIG møder vi en tjekkisk mand, Svejk, som myndighederne har erklæret for idiot. Fortællingen foregår på et tidspunkt, hvor krigen raser, og Svejk befinder sig midt i hele kaosset. Han bor i Prag under den tyske besættelse. Russerne kæmper en voldsom kamp i øst for at stoppe den tyske offensiv. På samme tid forsøger de allierede tropper at finde fodfæste i vest.

Svejk er lidt af en særling og derfor slet ikke som alle andre. Hans arbejde består af at fange hunde, som han sælger videre til byens prominente fruer. Dernæst har han et helt særligt talent for at havne i dumdristige situationer, men Svejk er en ukuelig mand. I forestillingen møder vi Svejk og hans sjak på et værthus i den tjekkiske hovedstad, hvor nazisterne har travlt med holde godt øje med forrædere og fidusmagere. 

Klassisk farce får nyt liv

Forestillingen er Bertholt Brechts underholdende modstandsfarce, som Teatret Møllen vælger at give nyt liv. Teatret Møllen skænker Svejk en øl, ser ham i øjnene og stiller spørgsmålene: ”er Svejk naiv? Eller er han en diskret oprører, der med et glimt i øjet adlyder reglementets bogstav, men ikke nødvendigvis dets ånd?”

Svejks rejse gennem krigens bagland i forestillingen skulle gerne give os svaret. SVEJK I ANDEN VERDENSKRIG ligger op til, at man som publikum kommer hele følelsesspektret igennem.

På scenen kan man opleve Ole Sørensen, Uta Motz, Klaus Andersen, Sara Line Møller Olsen og Thomas Jacob C. Rønne. Gitte Kath har stået for instruktionen, mens Rasmus Steenberg har komponeret forestillingens musik.

Forestillingen er produceret af Teatret Møllen.

SVEJK I ANDEN VERDENSKRIG kan opleves fra den 8. til 11. oktober på Teatret Svalegangen.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.

Tidligere artikelSe det nye afsnit af Teaternyheder på dk4
Næste artikelGenoplev Holbergs klassiker med et twist på Vendsyssel Teater