FOTO © Pressefoto / Betty Nansen Teatret

En tør ørken og dekadent 70’er-æstetik danner rammen om instruktør Minna Johannessons moderne udgave af verdens værste familiefødselsdag. KAT PÅ ET VARMT BLIKTAG har premiere på Betty Nansen Teatret den 17. november.

Familiens patriark Big Daddy har inviteret børn og børnebørn til fødselsdagsfest. Han ved ikke, at han praktisk talt ligger for døden. Det gør resten af familien til gengæld i allerhøjeste grad, og fødselsdagsfesten udvikler sig til et arveretligt rivegilde af den mest kaotiske skuffe.

Sådan lyder set-uppet for Tennessee Williams’ klassiker KAT PÅ ET VARMT BLIKTAG.  I denne moderne fortolkning på har galskaben fået et nøk opad i en vanvittig blanding af ustyrlige møgunger, tvivlsom skønsang, live musik, løgne og fortielser.

”Det her er en historie om en familie i dyb krise. De er fuldstændigt ude af kontrol. De har mistet al form for selvrespekt og sund fornuft og er klar til at gå langt over stregen for at få den smule kærlighed og respekt, de synes, de fortjener. Deres desperation og smerte gør dem komplet vanvittige, grænseløse og filterløse,” siger instruktør Minna Johannesson om forestillingen.

Hele familien er hovedperson
KAT PÅ ET VARMT BLIKTAG kommer hele familien på banen, og ikke kun de tre hovedkarakterer Big Daddy, Brick og Maggie, som plejer at stå i fokus. Minna Johannesson er bevidst gået efter det helt store familiedrama og lader al den galskab, som ligger gemt mellem linjerne i teksten, få frit spil:

”Jeg elsker det der vanvid, og ikke mindst den humor, som ligger i den. Mennesker som lider opfører sig jo til tider ret morsomt! Så vi bevæger os ud i det tragikomiske, indimellem det nærmest farce-agtige,” siger den svenskfødte instruktør.

Familien spilles af Patrick Baurichter (Brick), Johanne Louise Schmidt (Maggie), Olaf Johannessen (Big Daddy), Ditte Gråbøl (Big Mamma), Mikkel Arndt (Gooper) og Kitt Maiken Mortensen (Mae).

Mikkel Hess er familiens husmusiker. Han når omkring stort set samtlige instrumenter i løbet af forestillingens tre timer som akkompagnement til Big Daddys fem opmærksomhedskrævende børnebørn.

En ørken med røvballegardiner 
Scenograf Christian Friedländer har valgt at flytte sydstatsdramaet fra 1955 til de solbeskinnede 70’ere. Komplet med kaktusser, guldpalmer og lirede røvballegardiner udspiller dramaet sig i et svedent ørkenlandskab indrettet i dekadent 70’er-æstetik.

”I 70’erne har tingene virkelig meget saft og kraft. Det er et årti fyldt med kontraster, men med de bløde værdier og bløde former i højsædet. Scenografien er derfor superblød, og soveværelset er tænkt som en rar puppe, der omslutter én med god stemning, sådan umiddelbart. Så er der lige det twist at for at komme ind, skal man igennem en rå ørken,” siger Christian Friedländer om sin første forestilling i Danmark i fem år.

Valget af 70’erne er ikke kun æstetisk, men også en måde at modernisere stykket på i et klart univers, der er nemt at afkode, relatere til og grine af:

Med 70’erme kan vi få en form for humor ind i et årti som i dag på mange måder ser ekstremt karikeret ud. Og så var der nogle problemstillinger, roller og mønstre i familien, som blev sat på spidsen. Det store opbrud med familiemønstre skete jo i 70’erne, og i den historie taler æstetikken også med,” siger han.

Du kan læse mere om forestillingen og købe billetter til den her.