ET VINTEREVENTYR, Shakespeare, Birgitte Hjort Sørensen, Republique
FOTO: Mikkel Arndt og Birgitte Hjort Sørensen ©Per Morten Abrahamsen

Republique genopsætter sin anmelderroste forestilling ET VINTEREVENTYR, der sidste år blev Reumert-nomineret for både ‘Årets Teaterforestilling’ og ‘Årets Instruktør’. Denne gang overtager Birgitte Hjort Sørensen den kvindelige hovedrolle som Dronning Hermione fra Natalie Madueño.

ET VINTEREVENTYR er baseret på Shakespeares eventyr om Kong Leontes og hans dronning, Hermione, der får besøg af Leontes’ nære barndomsven, Polixenes. En kærlig og legende stemning hersker mellem de tre, men pludselig gribes Leontes af en altødelæggende jalousi. Han er overbevist om, at Hermione er utro med Polixenes, og han beordrer derfor sin adelsmand Camillo til at dræbe ham.

ET VINTEREVENTYR er instrueret af Katrine Wiedemann, og her skal Hjort Sørensen spille over for Mikkel Arndt som Kong Leontes. De to får yderligere selskab af Cyron Melville og Christiane Gjellerup Koch, som også er nye på rollelisten. De overtager pladsen fra Esben Sand og Ditte Hansen.

Om forestillingen fortæller Hjort Sørensen følgende: “Jeg elsker Shakespeare og glæder mig meget til at sætte tænderne i hans vidunderlige vintereventyr. Jeg har faktisk spillet forestillingen, da jeg gik på teaterskolen, så det bliver ekstra sjovt at gå ombord i den igen.”

Det er for nyligt meldt ud, at Hjort Sørensen er gravid, hvilket har betydet, at hun har måtte trække sig fra forestillingen ‘Divaer i glas’. ET VINTEREVENTYR kan dermed meget vel blive en af hendes sidste roller inden barsel.

ET VINTEREVENTYR kan opleves på Republique fra den 12. maj til 9. juni. Du kan læse mere og købe billetter her.

Tidligere artikelAstrid Lindgren-klassiker kan opleves på Aalborg Teater
Næste artikelNy dramatik om den store operafejde