Oplev Bisse i Helligtrekongersaften. Foto: Odense Teater

Til januar puster Odense Teater nyt liv i William Shakespeares klassiske kærlighedskomedie Helligtrekongersaften. Forestillingen får premiere den 31. januar og med på scenen er musikeren Bisse, som vil levere musikken til en af Shakespeares sjoveste komedier.

På få år har Bisse udgivet 10 album og betaget musikbranchen med sin alsidighed, men nu indtager han teaterscenen. “Vi er vanvittigt stolte over, at Thorbjørn Radisch Bredkjær med kunstneraliasset Bisse har sagt ja til både at være med til at lave ny musik og spille med i forestillingen Helligtrekongersaften,” fortæller teaterdirektør Jens August Wille, der også instruerer forestillingen.

Shakespeares klassiske forviklingskomedie

Helligtrekongersaften er Shakespeares klassiske forviklingskomedie, som nu stiller store krav til den 32-årige musiker, når han skal forny udtrykket samtidig med at historien understøttes. Ud over at nyfortolke musikken skal den 32-årige musiker også spille rollen som narren Feste i forestillingen.

 “Det er en stor ære at blive tilbudt rollen som syngende nar i et Shakespeare-stykke. I disse år arbejder jeg hårdt på at blive hele Danmarks hofnar, og derfor er det kun et kompliment og en udmærkelse også at måtte være gamle Rystespyds egen hofnar for en stund. Jeg glæder mig til at tage narrehatten på… hov vent, jeg har den jo allerede på,” fortæller Thorbjørn Radisch Bredkjær.

Instruktøren overbevist om Bisses teatralske og ekstravagante udtryk

For teaterdirektør og instruktør Jens August Wille er Thorbjørn Radisch Bredkjær i rollen som narren Feste og skaberen af musikken et naturligt og oplagt valg.

“Feste har en markant rolle i forestillingen, hvor den nar-agtige galskab også skjuler en dybere melankoli. På samme måde er Thorbjørns kunstner-alter-ego, Bisse, ekstravagant og teatralsk, når han optræder med sin musik og kan udtrykke sig på mange planer. Han en af de mest originale og interessante sangskrivere i Danmark lige nu, så det er et helt perfekt match,” siger Jens August Wille, og fortsætter:

“Vi spiller klassikere hvert år som en del af det samlede repertoire på teatret, men opgaven er at sikre, at vi tager de rette greb, der gør, at klassikerne bliver ved med at være relevante. Vi er overbeviste om, at vi med Bisse på holdet formår både at fortælle en virkelig sjov, relevant og god shakespearefortælling samtidig med at vi skaber et twist, der også gør forestillingen interessant på en ny måde,” siger Jens August Wille.

Thorbjørn Radisch Bredkjær skaber forestillingens musik sammen med Adi Zukanovic, der tidligere har været på Odense Teater, da han arrangerede musikken til forestillingen Så længe mit hjerte slår. Adi er desuden kendt som medskabende kraft for blandt andre Nikolaj Nørlund og Oh Land.

Om Helligtrekongersaften

Forestillingen Helligtrekongersaften er en af Shakespeares sjoveste komedier, og der er skruet helt op for forviklingerne i kærlighedsintrigerne, de forvirrede følelser og de skønne skæve karakterer i fortællingen.  Historien handler om tvillingerne Sebastian og Viola, der under et dramatisk skibbrud bliver væk fra hinanden. Viola bliver skyllet i land ved Illyriens kyst og er overbevist om, at hendes bror er druknet. Hun forklæder sig som mand og søger tjeneste hos hertugen Orsino, som hun straks forelsker sig i. Orsino er imidlertid dybt og ulykkeligt forelsket i grevinden Olivia, der ikke vil vide af ham. Orsino sender desperat Viola afsted med kærlighedsbud, og med kvindelist i forklædning lykkes det hende at afvæbne Olivia, der forelsker sig mere og mere i den unge tjener(inde).

I forestillingen medvirker Peder Dahlgaard, Anna Bruus Christensen, Natalí Vallespir Sand, Benjamin Kitter, Magnus Andersen Hald, Malene Melsen, Isa Marie Henningsen, Peter Høgsbro, Niels Skovgaard Andersen og Lars Simonsen m.fl.

Om Thorbjørn Radisch Bredkjær // Bisse

Kunstneren Thorbjørn Radisch Bredkjær, kendt som Bisse, er sangskriver og musiker. Bisse startede sin solo-karriere i 2015 med debutpladen PMS og har siden udgivet 10 album. Bisse er en af de mest anmelderroste danske musikere for tiden og optræder med et stærkt og farverigt sceneshow under sine koncerter. Bisse er pladeaktuel og rejser lige nu landet rundt på turné.

Helligtrekongersaften kan opleves på Odense Teater fra den 31. januar 2020.

Læs mere om forestillingen og køb billet her.