FOTO © Søren Meisner

Glad Teaters ensembleskuespiller Anna Sophie Lübeck, der mistede synet som spæd, står i front i soloforestillingen DIT BLIK MIT SYN. Det er en mytisk, mystisk og fragmenteret fortælling bestående af fire dramatikeres frie fortolkninger af et liv i mørke.

Glad Teater har udfordret fire fremadstormende dramatikere til en intens proces, hvor de på kort tid er kommet tæt på ensembleskuespilleren Anna Sophie Lübeck. Derefter har de frit kunne omsætte og fortolke hendes oplevelser, indlevelser, håb og drømme.

I denne intime og intense proces har dramatikerne skabt vidt forskellige fortællinger, der hver især forholder sig til det at kunne se eller ikke at kunne se, og som samtidig rører ved de bittesmå forskelle og tilfældigheder, der afgør, om vi er her eller ej.

FORSTÆRKET SANSELIGHED

”Forestillingen er ikke biografisk i den forstand. Den fortæller Anna Sophies historier med et nyt perspektiv, der gør hendes liv til et blik på vores. Anna Sophie oplever verden med en forstærket sanselighed, fordi hun ikke kan se. Hun må stoppe op og fokusere, ellers farer hun vild,” fortæller forestillingens instruktør Lars Werner Thomsen og fortsætter:

“Vi tager omvendt synet for givet, flyver afsted og glemmer alt om at stoppe op. Anna Sophie kan tvinge os til at se på en anden måde, til at fokusere. Hun kan give os adgang til en sanselighed, som vi ikke selv er i stand til at få kontakt til, hvor vi giver det enkelte moment tid og mærker ordentlig efter”.

DIT BLIK MIT SYN tager publikum i hånden gennem barndommens fantasier, ungdommens længsler og voksenlivets realiteter. En øjenåbnende tour de force, længere og længere ind i det dybeste, dybeste mørke. Og i mørket ser vi alle ens.

Publikum er med på scenen, helt tæt på historierne og på Anna Sophie: ”Forestillingen bevæger sig længere og længere ind i Anna Sophies verden, ind i mørket, hvor det pludselig er hende, der har fordelene. Vi skal med ind i hendes univers for at se, at der er andre måder at løse tingene på i stedet for altid at gå den kendte vej. Som jeg ser det, så bliver vi nødt til at blive rystet i vores normalitet, prøve at turde gå på kanten – måske endda lade os falde – for at forstå os selv, og den verden vi lever i. I mørket er vi alle blinde, men ikke her! Her lærer vi at se i mørket sammen,” fortæller Lars Werner Thomsen. 

FRA KÆNGURUBARN TIL FEMME FATALE

Det er ikke første gang, Anna Sophie står i rampelyset. Hun var det første for tidligt fødte barn i Danmark, der blev taget ud af kuvøsen og lagt hos sine forældre – den såkaldte kænguru-metode var kommet til Danmark. Historien om Anna Sophie gik landet rundt, og hun var tophistorien i stort set alle medier som det første kængurubarn i Danmark.

Senest har Anna Sophie haft hovedrollen i instruktør Jesper Dalgaards kortfilm Weltschmerz, hvor hun er en teaterinstruktør med knust hjerte. Filmen har vundet et utal af priser – senest ved EKKO Shortlist Awards, hvor den bl.a. vandt prisen for Bedste dokumentar 2018. Anna Sophie var på scenen for at modtage prisen, og fik aftenens største bifald fra den samlede danske filmbranche i salen.

Som ensembleskuespiller har Anna Sophie medvirket i utallige Glad Teater-produktioner, men det er første gang i hendes skuespillerkarriere, at hun står alene på scenen i en forestilling.