Tæt Tåge
Bliv indhyllet i en Tæt Tåge af mandetavshed og stærke følelser. Foto: Vendsyssel Teater.

Vendsyssel Teater fokuserer på manden anno 2019, når de inviterer til premieren på forestillingen Tæt Tåge torsdag d. 19. september. Med realisme og humor stilles der skarpt på mandetavshed, stærke følelser og samtalen mænd i mellem.

Tæt Tåge er nyskrevet dansk dramatik, der skildrer en skæbnesvanger dialog mellem to mænd. De anskuer livet på forskellig vis og lever dermed heller ikke på samme måde. Fælles for dem er, at de i møder med hinanden bliver konfronteret med refleksioner om, hvad der er vigtigt. Men hvordan taler to mænd, der er alene, egentlig sammen?

Om Tæt Tåge

På scenen mødes de to mænd i tågen. De ved ikke længere, hvor de er. De kender ikke hinanden i forvejen, men det ligger i kortene. Lige her i ingenmandsland, hvor fortid, nutid og fremtid blander sig. Forestillingen handler om at være til og at være travl i en hverdag, hvor mobiltelefonen ringer, og trafikken irriterer. Om familien og karrieren. Om at være til stede og om at være bange for at miste. Om at være mand, kæreste og far og om at sætte ord på det, man ikke plejer at tale om.

Max og Daniel

I rollen som den ældre mand Max er 61-årige Peter Gilsfort, der spiller over for 33-årige Nicklas Søderberg Lundstrøm i rollen som den yngre mand Daniel.

Peter Gilsfort blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1980. Han har siden været ansat ved bl.a. Det Kongelige Teater og Odense Teater, hvor han senest har spillet med i ’Død over Eliten’. Han spillede også med i DR’s krimidrama ’Bedrag III’.

Nicklas Søderberg Lundstrøm er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2014 og har bl.a. spillet med i ’Snedronningen’ på Aarhus Teater og ensemblet på Momentum i Odense. Senest har han medvirket i spillefilmen ’En frygtelig kvinde’.

Holdet bag forestillingen

Eva Boland Koch er kvinden bag manuskriptet, Nadia Nabil står for scenograf, og Ina-Miriam Rosenbaum er instruktør. Sammen har de tre kvinder skabt universet til Tæt Tåge.

Instruktør Ina-Miriam Rosenbaum har ud over Tæt Tåge senest iscenesat den anmelderroste og Reumert-nominerede musikteaterforestilling ’Det tabte land’. Hun har også brilleret som skuespiller, hvor hun i 2018 vandt en Reumert-pris for Årets kvindelige hovedrolle for forestillingen ’JOB – et enkelt menneske.

Tæt Tåge kan opleves på Vendsyssel Teater fra d. 19. september til d. 16. oktober.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.