BLOOM: Teater uden stopknap på Teater Nordkraft

BLOOM - Teater Nordkraft

Julen er lige på trapperne, men hos Teater Nordkraft er det ikke nødvendigvis julen, man ser mest frem til. For i prøvesalen er der nemlig godt gang i forberedelserne til BLOOM – en forestilling af Kristján Ingimarsson, der laves i et stort nordisk samarbejde med Reykjavik City Theatre, Hålogaland Teater i Tromsø og Teater Nordkraft i Aalborg. Forestillingen får verdenspremiere den 19. januar.

Spektakulær, særlig forestilling

Efter verdenssuccesen med kontormændenes BLAM!, har Kristján Ingimarsson kastet sig ud i at undersøge kvinders kraft og hvad det er for en forandring, de fører med sig.

Teater Nordkraft har huset fuld af dygtige scenekunstnere, der er i gang med at lave en forestilling som ifølge teatret selv bliver noget særligt, spektakulært og helt uden stopklods – præcis som man allerbedst kan lide det på Teater Nordkraft.

Handlingen

BLOOM er en undersøgelse af kvindens væsen i 2021. De kvindelige medvirkende har selv været med til at skabe forestillingens materiale og udtryk, og grinagtige pinligheder blander sig med hjerteskærende skrøbelighed og rå power. Tro mod Kristján Ingimarssons frygtløse, fysiske spillestil, kaster de fem kvinder sig både ud i halsbrækkende stunts og indadvendte, undersøgende momenter.

BLOOM er et ordnet kaos, en ny slags scenekunst – i en tid, hvor mennesket ikke længere søger indad efter svar og sandheder, men griber UD! Ud i den fysiske verden, og ud efter hinanden. Vi lever i en tid med vilde opbrud og forandringer, både udenpå og indeni – hvor fører vi hinanden hen, og hvordan finder vi humoren i det hele?

BLOOM er en spektakulær scenekunstoplevelse, som bryder med alt det, vi tror vi ved om at se teater. Forestillingen foregår i et scenerum, som tager fusen på selv den mest erfarne teatergænger, og ledsages af videoinstallationer og billedkunst, som man kan opleve på sin egen mobiltelefon og rundt omkring forestillingens rum.

Der er verdenspremiere på BLOOM den 19. januar og stiller til den 12. februar 2022. Billetsalget er i gang og du kan sikre dig en billet til dig selv eller en, du holder af på hjemmesiden www.teaternordkraft.dk.

Previous articleOpera Hedeland inviterer til digitalt eventyr på Gisselfeld Kloster
Next articleFolketeatret præsenterer Oh Happy Day – En korkomedie om kærlighed