I programrækken KulturHave på dk4 inviterer programmets vært Christian Have hver anden tirsdag en førende skuespiller, kulturleder eller -aktør i studiet for at få deres bud og holdninger til kunstens betydning og dens værdi for den enkelte og for samfundet.

Tirsdag den 19. marts var skuespiller Bodil Jørgensen gæst i KulturHave-studiet, og snakken kom i dén grad vidt omkring. Hele udsendelsen kan ses i toppen af artiklen.

Udsendelsen byder bogstavelig talt på en samtale om alt mellem bagværk og Lars von Trier, ligesom Bodil Jørgensen fortæller, hvordan hendes gennemgående nysgerrighed har bragt hende vidt omkring som skuespiller.

Hun fortæller også om “at have et ben i hver lejr” mellem komik og tragedie, og om hvordan teatret lader os se “hvordan vi i virkeligheden er”. Herudover taler de to også om hendes rolle i det aktuelle stykke ‘Parasitterne’ på Aarhus Teater, hvordan revyen har gjort hende til folkeeje, og hvordan hendes rolle i tv-serien Badehotellet kun har forstærket dette.

Der udkommer et nyt afsnit af KulturHave hver anden tirsdag, og blandt fremtidige gæster kan nævnes teaterchef Søren Møller fra Fredericia Teater. Tidligere har både teaterdirektør ved Aarhus Teater, Trine Holm Thomsen, skuespiller Thure Lindhardt og instruktør Kaspar Rostrup gæstet programmet.