Vi mennesker forstår verden gennem både vores hjerne og krop. Men hvor går grænsen mellem de to?

Fra den 5. – 30. oktober 2020 inviterer Aarhus’ dansescene Bora Bora til MOVE YOUR MIND-festival, hvor publikum og kunstnere hele oktober kan kaste sig aktivt ud i spørgsmål om vores hjerne og krop via danseforestillinger fra ind- og udland, foredrag med eksperter, workshops, samtalesaloner og dokumentarfilm med mere.

En speciel tid øger behovet for at diskutere verden

“Den meget specielle tid, vi lever i lige nu, øger behovet og nødvendigheden af at diskutere verden og hinanden voldsomt. Ambitionen med vores nye Move Your Mind festival er at gøre netop dét gennem danseforestillinger, foredrag, workshops, samtalesaloner med mere. Steder vi kan se hinanden i øjnene, lytte, snakke, opleve og blive klogere på en spændende måde i nye fællesskaber. Det er naturligvis corona-forsvarlig interaktion”, siger Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Bora Bora.

Han håber, at det århusianske publikum – og andre – er sultne efter at få udvidet horisonterne sammen på Move Your Mind, der som navnet antyder handler om krop, hjerne og bevægelse.

“Hele måneden fra den 5. til 30. oktober skal vi opleve, se og mærke hvad kroppen og hjernen kan. Og det skal vi gøre sammen, og med hinanden”, tilføjer han.

Forestillinger kommunikerer med publikum

Den århusianske dancescene har sat fire forestillinger på programmet, der alle på forskellig vis kommunikerer med publikum.

Italienske Fabio Liberti beder publikum om at give direkte input i form af bl.a. ord, musik og idéer, så han i nuet kan skabe koreografien i forestillingen ”We Are Present” sammen med danserne. En underholdende og interaktiv tur helt ind i maskinrummet med koreografen.

Der er ligeledes interaktion på programmet, når britisk-italiensk-spanske Igor & Moreno sætter en danser, en lyskunstner og en DJ til at skabe en stærk og energisk sanseoplevelse ud fra responsen fra publikum i forestillingen ”BEAT”.

I italienske Silvia Gribaudis ”R.OSA – 10 Exercises for New Virtuosities” er et “one woman show”, der udfordrer kroppens grænser med humoristisk charme, ironi og hyperenergisk dans, der hele tiden har sit publikum med i oplevelsen. Med inspiration fra Jane Fondas workouts fra 80’erne udfordres både tyngdekraften og vores forudindtagede holdninger til kropsidealer.

Festivalens fjerde og sidste forestilling er den nyligt Reumert-nominerede ”Mass Effect” af århusianske HIMHERANDIT Productions, hvor syv atletiske dansere presses til grænsen af deres fysiske formåen. Den sveddryppende forestilling hev ved premieren i februar i år publikum helt ind i oplevelsen af dansernes åndedræt, rytmiske formationer og udmattelse, og fik både flotte anmeldelser og overvældende respons fra publikum.

Hjerne-Madsen & co dykker ned i dansen

Move Your Mind-festivalen er samtidigt også resultatet af et nyt samarbejde mellem Bora Bora og FOF Aarhus, der sammen har sat tre foredrag på programmet.
Peter Lund Madsen, kendt som ”Hjerne-Madsen” fra både tv og radio, kommer bl.a. og taler om ”Hjernen og dansen”. Og teaterkritikeren og journalisten Monna Dithmer, vil i en samtale med Bora Boras kunstneriske leder Jesper de Neergard, tale om at få kunsten ind i samfundsdebatten.

Bestem selv din deltagelse

Udover danseforestillingerne og foredragene består festivalen af en lang række andre arrangementer. Blandt andet i form af danseworkshops, hvor man kan prøve at være kreativ på gulvet selv. Men også i såkaldte samtalesaloner, hvor man med et sæt instruktioner sætter sig og snakker med en fremmed om et af fire temaer: Valg, alder, nærhed og handlekraft. Derudover er der efter hver eneste forestilling ”Dialog til d’sært”, hvor man ved hjælp af guidede samtaler og opgaver på forskellig vis kan reflektere over det, man netop har oplevet, sammen med andre publikummer.

“Vi har tilladt os at være meget ambitiøse med Move Your Mind-festivalen. Publikum kan med andre ord vælge og vrage i hele festivalen og helt selv bestemme niveauet af deltagelse. Enten blot ved at være beskuere eller gå hele vejen og mærke det på egen krop. Og hjerne”, siger Jesper de Neergaard.

MOVE YOUR MIND-festival finder sted på Bora Bora fra den 5. til 30. oktober.

Se det fulde program på http://moveyourmind.bora-bora.dk