1658 – balladen om Bornholms befrielse fra Bornholms Teater. Foto: Anders Beier

I løbet af august og september bringer Bornholms Teater ud. Med en lejet mobilscene vil de køre rundt til ni forskellige lokaliteter på Bornholm med det historiske drama ‘1658 – balladen om Bornholms befrielse. Den kan opleves første gang i Rønne den 19. august.  

Om ‘1658 – balladen om Bornholms befrielse

Forestillingen handler om dengang Svensken havde erobret øen, og den svenske kommandant Johan Prinzenskjold satte sig magtfuldt til rette på Bornholms hovedborg Hammershus. Herfra regerede han nu de uregerlige øboer, og tog fat på at gøre dem svenske.
Men øboerne ville det anderledes. Med tre lokale stridsmænd, og senere helte, i spidsen, blev kommandanten styrtet, og Bornholm givet tilbage til den danske Kong Frederik. Dramatiske begivenheder, som fik afgørende betydning for Bornholm og bornholmerne, der ellers ville have undergået samme kranke skæbne som Skåne, Halland og Blekinge.

Historien bliver fortalt som en livlig country-inspireret teaterkoncert med Country & Western hits som det musikalske omdrejningspunkt. Seks lystige skuespillere og musikere indtager ladet på vores teaterlastvogn, og forvandler den til en turnerende scene, der kommer rundt til ni forskellige spillesteder på Bornholm. Ude i den fri natur, med højt til loftet og fuglesang som kor.

Medvirkende: Hanne Hedelund, Signe Mannov, Margit Watt-Boolsen, Christine Gaski, Sune Skuldbøl Vraa og Jonas Munck Hansen.
Dramatiker: Jens Svane Boutrup
Instruktør: Jens Svane Boutrup
Scenograf: Rikke Juellund
Producent: Bornholms Teater

Forestillingen har premiere den 19. august i Rønne og kan ses indtil den 12. september. Forestillingen er gratis.

Læs mere om forestillingen, spilletider og -steder her.