Foto efter bombardementerne i Rønne
Foto efter bombardementerne i Rønne © Bornholms Teater

Til august – nærmere bestemt den 24. august 2019 – har Bornholms Teater premiere på forestillingen Besat, der er første del af teatrets Bornholmerkrønike i tre dele, som spiller over de næste tre år. Krøniken har i hver forestilling fokus på en markant del af klippeøens nyere historie.

I første del af teatrets treårige Bornholmerkrønike, forestillingen Besat, følger man som publikum en lille familie, som må flygte fra bombardementerne af Rønne i befrielsesdagene under 2. Verdenskrig. En mor og datter flygter ud i et lille sommerhus, hvor fjenden lige pludselig banker på. Først i skikkelse af en tysk officer, der vil gemme sig fra russerne, og snart derefter af en russisk soldat, der er deserteret og gemmer sig for sine egne. Det store spørgsmål bliver i sidste ende, om de kan forenes som flygtninge, eller om hadet bryder igennem?

Besat er skrevet til Bornholms Teater af dramatiker Jesper Bræstrup Karlsen, hvis egen familie oplevede bombardementerne af Nexø på nært hold. Dramatikeren fortæller her selv om inspirationen til forestillingen. Teaterchef Jens Svane Boutrup instruerer, og rollerne i stykket spilles af Sarah Broberg, Sarah Juel Werner, Jesper Riefenstahl, Tue Skovdahl Lunding samt Kim Tørnstrøm, som er lokal bornholmsk amatørskuespiller.

Bornholm fra krig til krise

Over tre år vil Bornholms Teater med deres Bornholmerkrønike fortælle historier fra tre markante perioder i nyere bornholmsk historie. Besat sætter som første del af krøniken fokus på Bornholm i tiden omkring afslutningen på 2. Verdenskrig. Til næste år, i 2020, rykker teatret frem på tidslinjen med en forestilling om fiskerikrisen i 1970’erne, mens man i 2021 sætter fokus på finanskrisen og den store isvinter i 2010.

Mere information om de to fremtidige forestillinger i krøniken kommer på et senere tidspunkt. Allerede nu kan man dog købe billetter til Besat via Bornholms Teaters hjemmeside. Forestillingen spiller på Rønne Theater i perioden 24. august – 14. september 2019.