Lazarus © Pressefoto/Aarhus Teater

Den 30. august åbner David Bowie-musicalen Lazarus Aarhus Festuge 2019. Det sker ved en såkaldt gallaåbning af Festugen på Aarhus Teaters Store Scene. Åbningen sker som led i Festugens tema Bridging, hvor der på tværs af kunstarter vil blive bygget bro mellem bydele, alder, viden, interesser, genrer og oplevelser.

David Bowie døde af kræft i 2016 kun to dage efter udgivelsen af sit album ‘Black Star’. Videoen med nummeret ‘Lazarus’ blev delt over hele verden: ”Look up here, I’m in heaven,” sang han, mens han greb ud efter verden fra sit dødsleje.

I Lazarus ankommer Thomas Newton til jorden. Han leder efter vand, som han kan tage hjem til sin tørkeramte planet. Snart finder han dog sig selv sølet ind i gin og discount-tv, sex og medicinal-forsøg. Lazarus bygger videre på bogen ‘The Man Who Fell To Earth’ af Walter Tevis, der i 1976 blev filmatiseret med David Bowie i rollen som Thomas Newton.

I forestillingen bliver publikum inviteret med ind i éneren David Bowies popunivers. Mærk ham omskabe planeten til en gigantisk dancehall, inden han som en supernova eksploderer og bliver slynget tilbage til Mars. Lazarus er en co-produktion mellem Aarhus Teater og Det Kgl. Teater, som opfører forestillingen i foråret 2020.

Mere information om forestillingen samt billetsalg kan findes her.

Tidligere artikelBadminton-komedie kan opleves i hele landet
Næste artikelLinde og Breinholt i ny forestilling på Aveny-T