Castingen til den længeventede Broadway-musical My Fair Lady, som er en ny produktion af Lerner & Loewes musical af samme navn fra 1956, er nu komplet. Det skriver Broadway.com.
I den ikoniske rolle som Eliza Doolittle ses den Emmy-nominerede skuespillerinde Lauren Ambrose, der som Doolittles mandlige modstykke, Henry Higgins, får selskab af Downton Abbey-skuespilleren Harry Hadden-Paton. På rollelisten kan man yderligere finde den dobbelte Tony-vinder Norbert Leo Butz som Alfred P. Doolittle og Tony-vinder Diana Rigg som Mrs. Higgins.
Den kommende musical vender tilbage til Broadway for første gang i 25 år, og kan opleves fra den 19. april 2018 på Lincoln Centrets teater Vivian Beaumont Theater.