FOTO: Neil Simon © Chester Higgins (Ritzau/Scanpix)

Han er dramatikeren bag nogle af Broadways sjoveste forestillinger såsom The Odd Couple og The Sunshine Boys. Nu strømmer det ind med kondolencer og mindeord til ‘the master of Broadway-comedy’, Neil Simon, der sov ind torsdag den 26. august i New York omgivet af sin familie. Han blev 91 år gammel.

Gennem sin karriere skrev Simon mere end 30 manuskripter, og han er blevet kaldt den mest succesfulde dramatiker i amerikansk teaterhistorie. I 1967 havde han været så produktiv, at fire af hans forestillinger kørte på samme tid over syv måneder. Han modtog i alt fire Tonys og fire Writers Guild of America Awards for sit arbejde.

Neil Simons første forestilling var Come Blow Your Horn, som fik premiere på Broadway i 1961. Men hans store gennembrud kom i 1965 med The Odd Couple, der handler om to bofæller, der konstant mundhugges. Stykket er senere blevet filmatiseret, og så sent som i 2015 blev den omskrevet til endnu en TV-serie med ‘Venner’-stjernen, Matthew Perry, i hovedrollen.

Det var ofte den urbane middelklasse, der blev udstillet i Simons stykker, og han brugte ofte sit eget liv som inspiration til stykkerne. Dramatikeren blev gift i alt fem gange. Han efterlader sig tre døtre fra tidligere ægteskaber og sin femte hustru, Elaine Joyce.