Hubbe
Camilla Hübbe tiltræder som ny chef for Det Lille Teater og Marionet Teatret den 1 oktober. Foto: PR

Camilla Hübbe bliver ny leder af Det Lille Teater & Marionet Teatret

Det meddeler Det Lille Teater & Marionet Teatrets bestyrelse.

Camilla Hübbe er forfatter og dramaturg. Hendes karriere spænder bredt fra ansættelser som dramaturg på Det Kongelige Teater til forfatter af tv-dramatik og en række børne- og ungdomsromaner. Først og fremmest kommer hun dog til teatret med en passion for at fortælle historier om verden til børn – og deres voksne.

Kvinden bag Tvillingerne og Julemanden

De seneste år har Camilla Hübbe haft en succesfuld karriere som børne- og ungdomsforfatter. Sideløbende har hun været hovedforfatter på TV2 julekalenderen Tvillingerne og Julemanden og skrevet en række teaterstykker og librettoer.

Den digitale roman NORD fra 2017 blev modtaget med fem hjerter i Politiken og præmieret som en af årets ti bedste bøger af Statens Kunstfond.

På Det Lille Teater & Marionet Teatret kommer Camilla Hübbe til at fokusere på at videreudvikle teatrets særegne profil og centrale placering i det danske teaterlandskab. Den kommende teaterleder udtaler i forbindelse med udnævnelsen:

“Jeg betragter Det Lille Teater & Marionet Teatret som børnenes teater. Et fristed, hvor børn ikke er forbrugere, der først og fremmest skal få deres voksne til at spendere penge. Her er børn børn og møder som sådan respekt og lydhørhed.”

Der er stor glæde på Det Lille Teater & Marionet Teatret over ansættelsen af den nye teaterleder.

“Camilla Hübbe har en tydelig og visionær kunstnerisk profil og et mod til at udvikle ambitiøst teater for børn og deres voksne, siger Formand for bestyrelsen, Eva-Marie Møller. “Det er et enig ansættelsesudvalg, som har valgt Camilla Hübbe i et virkelig stærkt ansøgerfelt. Vi ser frem til samarbejdet.”, siger hun.

Camilla Hübbe tiltræder stillingen den 1. oktober 2020 og efterfølger Trine Wisbech på posten.