Cirkus Summarum DR Big Band
Foto: Cirkus Summarum. ©Muskelsvindfonden

Endnu en sommer står for døren, hvor DR Big Band og Muskelsvindfonden præsenterer CIRKUS SUMMARUM.  Onkel Reje, Hr. Skæg, Motor Mille og Silja Okking er klar til at underholde publikum i alle aldre med en fortryllende cirkusforestilling af dans, magi, sang og poesi. Jacob Riising står bag manuskriptet, og det musikalske og storslåede cirkusshow er instrueret af Simon Broberg. Cirkus Summarum kan opleves i Ballerup fra den 22. juni til 10. juli og i Aarhus den 16. juli til 3. august.

Som navnet antyder, er CIRKUS SUMMARUM et cirkus med alt, hvad det indebærer. I år er det ekstraordinært en specialforestilling, da Cirkus Summarum kan fejre show nummer 1000, og Motor Mille har 10-års jubilæum. Showet bliver spektakulært med trylleri, hypnose og en bomstærk Silja Okking. Udenfor cirkusteltet kan børnene slå sig løs på cirkuspladsen, som er fyldt med sjove aktiviteter. Her kan de blandt andet prøve hoppeborge, lave kreative rullinger, klæde sig ud, prøve Ramasjang-yoga, boltre sig i kuglebadet eller gå på opdagelse på den store skattejagt.

Et hold spækket med de populære Ramasjang-karakterer

Til Cirkus Summarum kan publikum glæde sig til et gensyn med alle de kendte ansigter fra Ramasjang. Manden bag Onkel Reje med de røde seler og det store skæg hedder Mads Geertsen og har, udover sit eget program på DR Ramasjang, medvirket i filmen Gooseboy og et stort juleshow Onkel Rejes Store Julefis. Onkel Rejes gode ven Hr. Skæg, der også kendes som Mikkel Lomborg, er med sin dragende og finurlige karakter kendt fra DR Ramasjang samt filmene Hr. Skægs Hotel og sit nyeste show Hr. Skæg og Den Store Hemmelighed.

Den tredje Ramasjang-ven er entertainer Mille Gori i rollen som den sjove og skøre ballademager Motor Mille. Motor Mille har sit eget program på DR Ramasjang og har medvirket i en lang række børneprogrammer, mens hun har en fortid som professionel danser og bl.a. har været aktuelt som dansekaptajn i talentprogrammet Danmarks Vildeste Danser på TV 2.

Desuden kan publikum se frem til at blive underholdt af humørbomben Silja Okking. I daglig tale hedder hun blot Silja, og man kan opleve hende som børnevært på programmerne Monster Buster og Mini-MGP. Derudover har hun også udgivet bogen Håndbog for pigenørder.

Talentfulde kræfter bag årets CIRKUS SUMMARUM

Årets CIRKUS SUMMARUM er skrevet af den populære Jacob Riising, som også står bag bl.a. Gepetto News på DR Ultra og Ramasjangskolen og er også forfatteren bag den populære Karmaboy-serie. Som instruktør har Cirkus Summarum hentet Simon Boberg ind, som har stået bag et hav af forestillinger på Det Kongelige Teater herunder senest Macbeth. Han får hjælp af den erfarne koreograf Toniah Pedersen, som også stod bag sidste års forestilling. Toniah har leveret koreografi til bl.a. X-Factor og Vild Med Dans og ikke mindst musikere som Lukas Graham og Iris Gold. Det et Toniah Pedersens egne udklækkede dansere, som vil tryllebinde publikum. De eventyrlige og fabelagtige kulisser er fremtryllet og leveret af den erfarne og Reumert-nominerede scenograf Astrid Lynge Ottesen, mens kapelmester Anders Rose holder styr på de drømmende toner leveret af DR Big Band.

Læs mere om Cirkus Summarum og køb billet her.

Tidligere artikelTeater Grob opnår milliontilskud til nyt Creative Europe projekt
Næste artikelAalborg Operafestival afslører årets program