Dansehallerne er tilbage med den interaktive festival Close Encounters, hvor publikum inviteres ind i et medskabende univers d. 4.-7. april 2019 i Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro.
Publikum kan komme helt tæt på og selv deltage i aktiviteterne, når Dansehallerne slår dørene op for festivalen Close Encounters vol. 2, som udfordrer og stimulerer publikum med kunstneriske oplevelser.
Dansehallerne har i mange år arbejdet med deltagerinddragede kunstprojekter, som kræver mod og investering af publikum. Visionen er, at publikum vil være nysgerrige, og hermed bevæge sig ud på ukendt terræn.
Når vi tager chancer og deltager, stimuleres vi måske til et fornyet syn på tilværelse fremfor blot at få bekræftet, det vi ved. Når vi deltager, sættes der samtidig spot på, at vi alle har et ansvar for den kultur og det miljø, vi er en del af. Kunsten kan få os til at bevæge os ud over det, vi allerede tænker, kender og gør!” udtaler Dansehallerne.
Oplev projektet Topologie i det offentlige rum
Et af de nye tiltag til Close Encounters vol. 2 er projektet Topologie, hvor 5 performere, med afsæt i en installation på Den Frie, bevæger sig ud på gader og stræder, hver for sig og sammen på en fastlagt rute. I mødet med forbipasserende rejses spørgsmål som; hvilken opførelse og normer der er accepteret og forventet af de fleste? Det er duoen Annie Vigier & Franck Apertet, Les Gens d’Uterpan (FR) der står bag projektet, hvor det offentlige rum infiltreres med sceniske processer. Projektet strækker sig længere en festivalens periode, og fortsætter efter festivalen på Café Polykrom til d. 11. april.
Close Encounters vol. 2 kan opleves fra 4.-7. april 2019 i Den Frie Udstillingsbygning.
Mere information, samt billetkøb findes her.