Copenhagen Opera Festival skydes i gang den 19. august med en stort anlagt åbningskoncert på Festivalscenen og vil over ni dage præsentere et voluminøst program med en lang række koncerter og forestillinger i hele København. Det indbefatter nye produktioner, store klassikere og verdenskendte solister, forestillinger for hele familien, opera-bingo og arier på kanalrundfarten. Mere end 80 opera-events spreder sig ud over 12 venues i København, når Copenhagen Opera Festival finder sted fra den 19.-27. august 2022.
Noget for en hver smag
Årets program er fyldt med urpremierer og nye produktioner, der undersøger aktuelle samfundsmæssige tendenser og problematikker.
Den mørke og overnaturlige opera Lisbon Floor foregår i et hjemsøgt højhus, hvor syv bofæller flytter ind, herunder parret Alex og Alex, der skiftes til at bære deres kommende barn i en ekstern livmoder. Lisbon Floor får urpremiere på Takkelloftet og er initieret og produceret af Copenhagen Opera Festival. Det unge talent Matias Vestergård står bag kompositionen, mens forfatter Lea Marie Løppenthin har skrevet librettoen.
Forestillingen Alan Turing kredser også om emner som køn og undertrykkelse af seksuelle minoriteter, når den behandler matematikeren og pioneren Alan Turings liv i en tragisk fortælling om kærlighed, smerte, hemmeligheder og videnskabelige nybrud. Forestillingen kombinerer opera, teater, computergenereret musik og teknologiske elementer og opføres på Sort/Hvid.
I kammeroperaen Den Sidste Olie er det Danmarks kolonisering af Grønland og menneskets rovdrift på naturen, der er omdrejningspunktet. Den Sidste Olie er skrevet af den prisbelønnede komponist Niels Rønsholdt og får urpremiere på Copenhagen Opera Festival. Her opføres den i Østerbro Skøjtehal, hvor både publikum og sangere er fanget i mørket på isen.
I Volume er der endnu en urpremiere, når festivalen præsenterer DIE A HAPPY MAN. En forestilling om skandinavernes besættelse af lykke, skabt af den herboende brasilianske komponist og performancekunster Marcela Lucatelli.
Solister indtager scenen
Udover spændende stykker, vil solister også få deres spotlight på Copenhagen Opera Festival.
På programmet er blandt andet den amerikanske bel canto–tenor Lawrence Brownlee, når han optræder i Tivolis Koncertsal sammen med Tivoli Copenhagen Phil. Den egyptiske stjernesopran Fatma Said kan ligeledes opleves i Tivoli, når hun giver koncert i Glassalen, akkompagneret af pianist Malcolm Martineau.
Den britiske tenor Nicky Spence er Årets Gæstekunstner og kan høres til solokoncert på Børsen, hvor han fremfører forskellige komponisters musikalske fortolkninger af Shakespeare, akkompagneret af pianisten Dylan Perez. Oplev også kulminationen på tre dages mesterklasser, når Spence giver koncert på Festivalscenen sammen med seks herboende operakometer.
Årets Operatalent, den russisk-danske sopran Yana Kleyn, kan ligeledes opleves på Festivalscenen. Hun er en af de ni solister, der skal optræde til Åbningskoncerten, som bliver vist i en nytænkende byrums-opsætning på Den Røde Plads. Hun kan desuden opleves solo til den særlige Årets Operatalent Koncert i Christians Kirke.
Shows ude i Københavns leben
I en anden bane er det også muligt at deltage i opera-bingo med Keld og Hilda i Musikhuset København. Keld og Hilda styrer slagets gang sammen med sopranen Simone Victor og den anerkendte pianist Ulrich Stærk. Her kan man altså både høre gylden dansktop, kendte arier og duetter. Får man fuld plade, vinder man en arie to go, som kan indløses på et valgfrit tidspunkt.
På kanalerne forenes opera og udsigten til Københavns havnefront i en forrygende blanding, når Showbåden stævner fra kaj. Til musik af blandt andet Gershwin, Sondheim, Bernstein og Normann Andersen vil publikum kunne nyde den musikalske kanalrundfart med arier i høj sø og evergreens agterude. Der er mulighed for at medbringe både vådt og tørt til ganen, og der kan også købes drikkevarer på båden.
København Opera Festival har mange andre spændende ting på programmet end nævnt her.
Så se mere om Copenhagen Opera Festival og de enkelte programpunkter her.