CPH STAGE
Sun&Sea (Marina), opera-performance af Rugile Barzdziukaite, Vaiva Grainyte og Lina Lapelyte ved Biennale Arte 2019, Venedig. Foto: Andrej Vasilenko

Scenekunstfestivalen CPH STAGE vender tilbage til de københavnske scener den 27. maj til 5. juni. Med diskussioner om klima- og flygtningekriser sørger scenekunstnerne at forholde sig kritisk til samtiden under temaet OPRÅB.

”Et tema som OPRÅB afspejler, hvorfor scenekunsten er så relevant. Den peger på vores samtid og udfordrer vores måder at tænke på. I dag bliver vi hele tiden eksponeret for informationer om klima, flygtninge – og i år pandemi. Alt det tager scenekunsten selvfølgelig fat på, og vi er rigtig glade for at kunne præsentere så stærkt et program, som med både humor og alvor forsøger at råbe os alle sammen op,” forklarer festivaldirektør Morten Krogh.

Store emner på programmet

Klimakrisen er i fokus i den internationale hype-forestilling SUN & SEA på Copenhagen Contemporary. Forestillingen kommer med en kærlig opfordring til, at vi ser vores dobbeltmoral efter i sømmene. Sir Grand Lear inviterer os også med på stranden i SKAL VI GRILLE?, hvor vi på symbolsk vis sammen griller den sidste pølse. Out of Balanz og Teater V tager publikum med på en rejse fra fortvivlelse til håb i den nye tragikomiske performance FØR VI FORSVINDER.

De barske historier om mennesker på flugt bliver også sat under lup, når Det Kongelige Teater præsenterer forestillingen JEG FORSVINDER med Stine Stengade i hovedrollen. I den internationale forestilling NECROPOLIS bliver vi konfronteret med de tusindvis af migranter, der forgæves har forsøgt at nå Europas grænser.

Robotter på scenen

Der bliver på årets festival eksperimenteret med nutidens digitale muligheder i scenekunsten. Publikum kan både opleve robotter og kunstig intelligens på scenen i THE ROBOT PROJECT, 3D lyd i forestillingen INSIDEREN samt lydforestillingen STALKER, som bliver skabt i et samarbejde mellem Fix & Foxy og Third Ear, og hvor du med høretelefoner i ørerne kan gå på opdagelse i byen.

Billetter til CPH STAGE 2021 kan købes her.

Om CPH STAGE
CPH STAGE åbnede i 2013 og har siden udviklet sig til Københavns største teaterbegivenhed, der varer 10 dage, har mere end 100 forestillinger og events på programmet, på mere end 50 forskellige venues rundt om i byen. Festivalen er et mødested mellem kunstnere, branche og publikum der mødes i faglig udveksling og festlig fejring af scenekunsten.

Afvikling af festivalen under corona
CPH STAGE følger udviklingen med covid-19 tæt og afventer på nuværende tidspunkt de kommende restriktioner omkring forsamlingsforbuddet. Samtidig byder årets CPH STAGE på flere forestillinger, som foregår udendørs for at imødekomme restriktionerne. Festivalen forholder sig dog positivt til situationen, da det i efteråret blev klart, at netop teatrene formår at indrette sig efter og håndtere restriktionerne.