I krydset får de ny sofa CPH Stage Rosalinde Mynster Helle Helle Aveny-T
FOTO: I krydset får de ny sofa, Rosalinde Mynster. ©Catrine Zorn

Den 1. juni 2022 starter 10 intense dage med landets største teaterfestival for professionelt teater: CPH STAGE.

Som sædvanlig huses festivalen over alt i København, hvor man kan opleve årets højdepunkter fra scenekunsten samt et par internationale turnéhits: fra events, readings og debatter til teaterstykker, danseforestillinger og meget mere.

Til at skyde årets festival i gang på Aveny-T genopsættes succesen fra Aalborg Teater I KRYDSET FÅR DE NY SOFA med et af dansk skuespils største talenter Rosalinde Mynster i hovedrollen. Bag forestillingen står produktionshuset Hotel Pro Forma i co-produktion med Aalborg Teater.

En kvindes tilbageblik

I KRYDSET FÅR DE NY SOFA er en monolog med en kvinde, som ser tilbage på sit liv som 16-årig. I brudstykker og flashbacks af hverdagsepisoder genoplever hun sit teenage-liv og sin mors terminale sygdomsforløb. Erindringen om hendes og morens liv fylder alt, og publikum ser aldrig den voksne kvinde i hendes egen nutid mange år efter moderens død. Hendes erindringer fremkaldes som tekst, lys, farver, billeder og lyde. Forestillingen er rodfæstet i genkendelige tematikker og berører emner som ungdomslivet, ensomhed, sorg, tab, savn og erindringsprocesser set og levet fra et voksent perspektiv.

Minimalistisk fortælleform

Forestillingen er baseret på den danske succesforfatter Helle Helles roman ’de’. Hendes forfatterskab er bredt kendt og anerkendt for at skære helt ind til benet, på bedste Hemingwaysk stil, og det var netop Helle Helles måde at skrive på og sproglige univers, som tiltrak Hotel Pro Formas kunstneriske leder, Kirsten Dehlholm:
”Jeg er meget begejstret for Helle Helles minimalistiske tekstunivers. Helle Helle skærer alt overflødigt væk i sine tekster og så har hun en fortælleform, der beskriver hændelser og handlinger i stedet for at gå ind i emotionelle tilstande og udviklinger. Helle Helle kan med et enkelt og præcist sprog åbne en verden af mening for os. Vi kan høre det, der ikke bliver sagt. Dette passer godt til Hotel Pro Formas måde at lave performanceteater på.”

Stærkt visuelt og auditivt univers

’I krydset får de ny sofa’ udspilles i et originalt visuelt og auditivt univers. På 50 specialdesignede LED- stænger, lavet i samarbejde med det audiovisuelle kunstkollektiv Vertigo, vises AI-generede videoer, filmoptagelser og lys. Rundt om publikum kredser reallyde og musik fra otte forskellige kanaler. I tekst, lyd, musik, lys og billedside kommer man tæt på kvinden, samtidig med, at rummet fungerer som en variabel – en abstraktion over den private fortælling. På en og samme tid bliver rummet statisk og dynamisk, intimt og åbent.

Læs mere om forestillingen og køb billet her.

Tidligere artikelÅrets Reumert 2022: Så er årets værter offentliggjort
Næste artikelFra London til København: Musicalsuccesen MISS SAIGON kommer til Det Ny Teater