Foto: Thunderstruck

POPDEATHPOWER er anden runde i samarbejdet mellem Dansehallerne og Betty Nansen Teatret – første runde fandt sted i september 2020 og bød blandt andet på præsentation af to af Mette Ingvartsens allerførste forestillinger. Det kuraterede program kan opleves på Edison-scenen i perioden 5. marts – 2. april og dækker over fem forestillinger af koreografer, som aldrig før har været præsenteret i Danmark. Dertil fjerde udgave af hit-formatet New Sh*t, artist talks og DJ’s.

I marts måned slår Dansehallerne og Betty Nansens Teatret sig sammen om at bruge dansen til at slå en flig af cementerede fordomme og ryste os med humoristisk, provokerende og mangfoldig scenekunst. Martsmåned fyldes dermed med intim og eksperimenterende samtidsdans og populærkultur.

Et samarbejde, der rykker
Dans og koreografi er et sprog, der allerede arbejdes med i mange forestillinger på Betty Nansen Teatret, og samarbejdet med Dansehallerne er en helt naturlig forlængelse af det fokus.
Danjel Andersen, direktør for Dansehallerne fortæller:  “Programmet består af forestillinger, der kan tale til et teaterpublikum. Det er forestillinger med en klar feministisk dagsorden – her undersøges det “mandlige geni”, det “mandlige blik” og den “mandlige magt”. Bliv bange, imponeret, grebet af latter, få stof til eftertanke. Fokus er på forestillinger, der arbejder intimt med populærkulturen: Med hiphop-, mode- og rock’n’roll-referencer.”

Ligeså er direktør for Betty Nansen Teatret, Elisa Kragerup, fortaler for den kropslige udtryks- og kunstform:
“Dans kan noget, ord ikke kan. Dans kan tale med legemet – umiddelbar, direkte kommunikation fra krop på scenen til krop i salen. Dans kan formidle følelser, stemninger og sætter os i forbindelse med noget, som vi husker eller genkender på et ubevidst plan – lidt som en duft eller et musikstykke kan gøre det. Dans taler med kroppen. Og et koreografisk blik kan åbne for nye, ekspressive udtryk i – såkaldt – taleteater. Det skaber en kropslighed, sanselighed og visualitet, som gør teatrets sprog mere fantasifuldt.”

POPDEATHPOWER, som strækker sig fra 5. marts – 2. april, tæller seks forestillinger. Du kan læse mere om dem og købe billetter her.
Nedenfor følger en oversigt:

New Sh*t vol. 4
Kurateret af Liva Xamanek Lopez

Et svirp af morgendagens dans og koreografi.
To gange om året tager Dansehallerne pulsen på, hvad der rører sig i det koreografiske landskab – denne gang inden for streetdans som kunstform.

5. marts kl. 20:00, Edison
DJ Bashir_40 indtil midnat

He’s Dead 
Af Malik Nashad Sharpe aka marikiscrycry

He’s Dead er en dyster koreografisk fantasi, der stiller spørgsmålet: Var Tupac deprimeret? Et komplekst værk af Malik Nashad Sharpe, hvis navn er gået fra kult til internationalt gennembrud.

9.-10. marts kl. 20:00, Edison
Artist talk med Malik Nashad Sharpe efter forestillingen den 9. marts
Læs mere og køb billet her

Hegemony 
Af Ofelia Jarl Ortega

Til lyden af en lilletromme fordyber tre dansere sig i komplicerede magtdynamikker. I kernen er broderlig incest, nydelsesfuld mobning og bløde fantasier bag et hårdt ydre.

16.-17. marts kl. 20:00, Edison
Artist talk med Ofelia Jarl Ortega efter forestillingen den 16. marts
DJ indtil midnat den 17. marts

DEAD by Beauty and the Beast 
aka Amanda Apetrea & Halla Ólafsdóttir

En pornografisk digtoplæsning og dystopisk danseforestilling. Iført makeup, der fremkalder deres indre dæmoner, kaster performerne sig ud i dyriske dødsmanøvrer, mens de skriger ad fortrængt angst, sprøjter blod, slikker publikum og kontakter de døde.

22.-26. marts kl. 20:00, Siloen Edison
Artist talk med Amanda Apetrea  & Halla Ólafsdóttir efter forestillingen den 23. marts

Metasexy
Af Inés Belli

Metasexy forhandler forventninger og normer, begær og fantasier forbundet med den kvindelige figur i vestlig populærkultur samt mulighederne for andre måder at performe og forstå femininitet og seksualiseret æstetik på.

29.-31. marts kl. 20:00, Siloen Edison
Artist talk med Inés Belli efter forestillingen den 30. marts

Thunderstruck 
Af Stina Nyberg

I fuld beskyttelsesdragt træder Stina Nyberg på scenen, hun sender et lyn fra sin langefinger og skaber et feministisk elektricitetsshow, som går i geniet og galningen Nikola Teslas fodspor.

1.-2. april kl. 20:00, Edison
DJ indtil midnat den 1. april
Artist talk med Stina Nyberg efter forestillingen den 2. april

 

Tidligere artikelHolstebro Dansekompagni genopsætter danseforestillingen Månesang
Næste artikelDansehallerne præsenterer forestillingen DUNKEL: En dans ind i det poetiske mørke, skumringen og daggryet.