DANSK TEATER 300 ÅR markerer 300 årsdagen med folkefest på Kongens Nytorv

Foto: Dansk Teater 300 År

Fredag den 23. september er det præcis 300 år siden, at der for første gang offentligt blev spillet teater på dansk. Det markerer DANSK TEATER 300 ÅR med en folkefest på Kongens Nytorv, hvor alle interesserede er velkomne. Programmet byder bl.a. på indvielse af jubilæumsudstilling med taler og optræden fra initiativtagere og ambassadører.

Hvad er DANSK TEATER 300 ÅR?

Scenekunsten har gennemsyret hele vores samfund, lige siden den 23. september 1722 – for 300 år siden – da Ludvig Holberg og René Manong de Montaigu slog dørene op for deres teater i Lille Grønnegade, hvor der for første gang offentligt blev spillet teater på dansk.

Netop det fejres med mere end 100 arrangementer i scenekunstens, teatrenes og publikums tegn dette efterår – hvor særligt fejringsdagen den 23. september markeres med en folkefest på Kongens Nytorv i København af DANSK TEATER 300 ÅR.

Folkefest på Kongens Nytorv

Fejringsdagen byder på afsløring af mindeplade i Ny Adelgade, åbning af jubilæumsudstilling skabt af DANSK TEATER 300 ÅR i samarbejde med designbureauet Torden og Lynild, taler fra initiativtager og ambassadører samt festlig laurbærkransning af Holberg. Udstillingsåbningen er åben for alle, og der vil være gratis kaffe og kanelsnurrer.

Årets omfattende fejring af scenekunsten fortsætter helt frem til Holbergs fødselsdag den 3. december 2022, hvor en lang række arrangementer vil finde sted landet over i byer, på teatre og i kulturhuse.

Program for dagen

Kl. 10:00 – Afsløring af mindeplade Ny Adelgade, 10.
– Introduktion v. bestyrelsesformand for DANSK TEATER 300 ÅR, Mikkel Harder Munck-Hansen
– Mindepladeafsløring ved den franske ambassadør, Christophe Parisot.
– Dansk Teater 300 År byder på et glas champagne

Kl. 10:40 – Bekransning af Ludvig Holberg-statuen Gl. Scene, Kongens Nytorv, 9
– Tale og bekransning v. den norske ambassadør, Katja Christina Nordgaard
– Tale v. skuespilchef for Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov

Kl. 11:10 Indvielse af jubilæumsudstilling, Kgs. Nytorv
– Tale v. bestyrelsesformand for DANSK TEATER 300 ÅR, Mikkel Harder Munck-Hansen
– Officiel indvielse v. kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Mia Nyegaard
– Fremsigelse af Thalias prolog fra teatrets åbning i 1722 v. skuespiller og initiativtager Linnea Voss
– Optræden v. skuespiller og fejringens ambassadør, Johanne Louise Schmidt
– Optræden v. ‘De Damer’
– Tale v. skuespiller og fejringens ambassadør, Lone Hertz
– DANSK TEATER 300 ÅR byder på kaffe og kage

Kl. 13:00 Tillykke og tak for i dag

Til stede på dagen vil også være designchef, Martin Pingel fra PostNord, som vil fortælle om det netop udkomne frimærke. Det vil desuden være muligt at købe de udgivelser, som DANSK TEATER 300 ÅR har taget initiativ til.

Læs mere om hele fejringen på DANSK TEATER 300 ÅRs hjemmeside her

Previous articleMOULIN ROUGE! – THE MUSICAL får danmarkspremiere
Next articleNy forestilling sætter fokus på klimaambitioner