Dansk Teater 300 År,
Foto Zuhal Kocan

Hele kulturlivet i Danmark er klar til at fejre Dansk Teater 300 År med et omfattende publikumsprogram dette efterår. Teatre, kompagnier og kulturinstitutioner inviterer publikum ind til mere end 100 spændende arrangementer landet over frem til den 3. december. Man kan blandt andet glæde sig til en stor udendørs udstilling om scenekunst på tværs af landet, seks tænketanke om scenekunst, Liv Thomsens podcast og film om dansk teaterhistorie, det digitale læringsspil ’Sæt Scenen!’ og en masse forestillinger, seminarer og aktiviteter, som markerer 300 år med dansk scenekunst.

Scenekunsten har været medskaber af den kreativitet og dannelse, der gennemsyrer hele vores samfund i dag. Det er sket lige siden den 23. september 1722 – for 300 år siden – da Ludvig Holberg og René Montaigu slog dørene op for deres teater i Lille Grønnegade, hvor der for første gang offentligt blev spillet teater på dansk. Netop det fejres med mere end 100 arrangementer i scenekunstens, teatrenes og publikums tegn dette efterår. Særligt fejringsweekenden den 23. september til 25. september markeres med en folkefest på Kongens Nytorv i København, udstillingsåbning, taler, laurbærkransning af Holberg, opsætning af mindeplade og den store festforestilling ’Den Vægelsindede’ i Skuespilhuset. Samtidig vil der rundt i hele landet være en lang række arrangementer i byer, på teatre og i kulturhuse. Årets omfattende fejring af scenekunsten fortsætter helt frem til Holbergs fødselsdag den 3. december 2022.

Anerkendte ambassadører

Hendes Majestæt Dronningen har påtaget sig protektionen for fejringen af Dansk Teater 300 år, mens skuespillerne Lone Hertz, Ditte Hansen, Johanne Louise Schmidt, Amalie Dollerup, Alvin Bursøe, Laus Høybye, Lue Støvelbæk og Jakob Fauerby er ambassadører for fejringen.

Mikkel Harder Munck-Hansen, bestyrelsesformand for Foreningen Dansk Teater 300 År udtaler:
”Jeg er stolt af, at vi i dag kan præsentere et fejringsprogram for Dansk Teater 300 År. Der venter et hav af oplevelser i de kommende måneder, som ikke kun byder på gode forestillinger, men også debatter, udstillinger, skolespil, byvandringer, foredrag og fester i hele landet.Tak til alle der bidrager med kunst, penge, gode ideer og masser af nytænkning og visioner for fremtiden. Scenekunsten er spillevende, og den er helt sikkert for dig. Se den, mærk den, nyd den og gerne med kæresten, børnene og vennerne.”

Ditte Hansen, skuespiller og ambassadør for Dansk Teater 300 År udtaler:
”Jeg ELSKER teater, og derfor glæder det mig at være ambassadør for Dansk Teater 300 År. Levende teater er en fællesskabende kraft som i 300 år har haft og har en afgørende betydning for vores samfund – det er fantastisk, at vi nu hylder det med en kæmpe folkefest.”

Landets teatre markerer 300-året med nye forestillinger

Det store fejringsprogram er spækket med nye teaterforestillinger og scenekunst, der markerer 300-året for dansksproget teater. Blandt andet har Folketeatret både Holbergs ’Den Poetiske Raptus’ og monologen ’Guldfuglen’ om Johanne Luise Heiberg på plakaten. Det Kongelige Teater opsætter ’Den Vægelsindede’, og Aarhus Teater genopsætter ’Erasmus Montanus’, begge skrevet af Ludvig Holberg. Charlottenlund Slot og Bellevue Teatret byder på særforestillingen ’Jeppe på Charlottenlund Slot’. Dansk Rakkerpak og Faster Cool i Næstved spiller ’Fjender’ og ’Grænsen’, Blaagaard Teater (tidl. Teater Grob) ’Baking Race’ og Teater Jævn i Herning ’Ludvigs Maskerade’.

Seks tænketanke om fremtidens scenekunst

Foruden et væld af nyproducerede forestillinger rundt omkring på landets teatre, byder Dansk Teater 300 År på flere helt særlige fejringsprojekter. Der inviteres blandt andet til seks tænketanke om fremtidens scenekunst. Her vil eksperter fra ind- og udland diskutere, hvor scenekunsten står i dag, og hvor den er på vej hen. Tænketankene finder sted på teatre og festivaler landet over. Læs mere om indhold, samt hvor og hvornår de forskellige tænketanke finder sted her.

Teaterhistorisk udstilling åbner i otte danske byer

Fra den 13. september og helt frem til den 23. oktober kan mange borgere møde teater- og scenekunstens historie, når Dansk Teater 300 År i samarbejde med designbureauet Torden & Lynild opstiller en teaterhistorisk udstilling i otte danske byer. Teatermuseet i Hofteatret, Storm/Frederiksbergmuseerne, Det Kgl. Bibliotek samt 55 teatre over hele landet har bidraget med billedmateriale til udstillingen. Her fortælles den danske scenekunsts historie gennem 300 år og belyser mangfoldigheden og forskelligheden i dansk scenekunst i dag. Udstillingen åbner i Aarhus på Bispetorvet den 13. september og i løbet af de næste ti dage bliver tilsvarende udstillinger åbnet i hhv. Herning, Holstebro, Odense, Kolding, Holbæk og Vordingborg. Den sidste udstilling åbner på Kongens Nytorv i København til den store folkefest på 300-årsdagen den 23. september.

Liv Thomsens ’Dansk Teater 300 år’ bliver vist på DR hen over efteråret

Hen over efteråret udsender Dansk Teater 300 År, Liv Thomsen og DR ti korte film om dansk teaterhistorie. Med illustrationer og klip fra teatre og forestillinger levendegør Liv Thomsen teaterhistorien i al sin rigdom, og fortæller om mennesker og skæbner, som har været fikspunkter i udviklingen af dansk scenekunst. Filmene ’Dansk Teater 300 år’ bliver vist på www.dr.dk. Desuden udsendes 20 podcasts ’Teaterfortællinger’ fra den 23. september og ti uger frem, hvor Liv Thomsen har inviteret forskere og ildsjæle i studiet til en dybdegående snak om teaterhistorien og om de sociale, politiske og kulturelle strømninger, som har formet vores scenekunst. Podcastene kan høres på www.historieselskabet.dk og diverse podcast-platforme.

Digitalt læringsspil om scenekunst til alle landets skoler

At gå i teatret og få det som en del af sin hverdag, skal man vænne sig til. Og jo mere man ved om det, jo mere får man ud af det. Derfor udsender Dansk Teater 300 År i september det digitale læringsspil Sæt Scenen! til samtlige skoler i hele landet. Mange elever i 4.-7. klasse vil over en hel temadag lære om teater i et digitalt rollespil; – hvordan får man sat en forestilling op, hvordan vælger man skuespillere, instruktører og scenografer, og hvordan sælger man en forestilling og får folk til at købe billetter? Alt dette og meget mere lærer eleverne ved at samarbejde i grupper, foretage valg og føre dem ud i livet. Dagen slutter med opførelse af mindre forestillinger.

Syv dages kulturuge, K7, inviterer unge i teatret

K7 er et landsdækkende initiativ, der i uge 37 (den 12.-18. september) inviterer unge inden for på teatre, museer og kunsthaller. Kampagnen giver billetter til 40 kroner på 15 teatre til unge mellem 18-25 år og fri entré til alle unge mellem 18-27 år på over 150 museer i hele uge 37. Initiativet er et samarbejde mellem Golden Days og CPH STAGE i anledning af Dansk Teater 300 År. Læs mere her.

Se hele programmet for fejringen af Dansk Teater 300 År her.

Tidligere artikelBagning skal skabe dialog om racisme i ny forestilling
Næste artikelTivoli og Lisbet Dahl afslører holdet bag TIVOLIREVYEN 2023