Foto: Kia Hartelius

Du undrer dig måske over, hvorfor der her på Teaternyheder.dk bringes en artikel om en ny international dansefilm, men det er der faktisk en god grund til. For som alle ved, har coronasituationen sat nye vilkår for scenekunsten. Vilkår som kan være en begrænsning, men som også kan være grobund for nye spændende muligheder og samarbejde på kryds og tværs.

Filmen APART er resultatet af et samarbejde mellem en række danske balletdansere fra Den Kongelige Ballet og filminstruktøren Jeppe Kolstrup. Filmen sætter fokus på ensomhed blandt unge under Coronakrisen. En følelse, der ifølge Jeppe Kolstrup, er svær at udtrykke på film, hvorfor han fandt det oplagt at hente hjælp i dansens verden – fra dem der normalt står på scenen.

“Det var udfordrende at udtrykke følelsen af ensomhed film. Derfor teamede jeg op med de her dygtige folk, fordi dansere kan udtrykke en følelse med kroppen en måde, man ikke kan med andre medier og kunstformer”

Fællesskab er livsvigtigt for sårbare unge

Samarbejdet blev udvidet med et digt til filmen skrevet af den engelske manuskriptforfatter Jack Wake-Walker. Han sad i isolation et sted i Nordengland og skrev et digtet inspireret af dansernes koreografi.

Fountain House, som er et arbejdsfællesskab for psykisk sårbare unge, blev ligeledes en del af projektet. Fountain House er et sted, hvor psykisk sårbare unge kan mødes, få en hverdag, et fællesskab og hjælpe hinanden med at komme i uddannelse og arbejde.

“Coronakrisen har været særligt slem for de unge, som kommer hos os til dagligt. De mistrives, når de ikke kan være sammen med andre. Jeg får dagligt at vide, at det er livsvigtigt for dem at have et meningsfyldt fællesskab som vores, hvor de kan udtrykke sig kreativt og kunstnerisk, især her under Coronakrisen. Lige nu bliver vi rendt dørene og har aldrig haft så mange unge medlemmer som nu,” siger Mogens Seider, direktør for Fountain House.

Balletens modsætning blev dogme for filmen

Ifølge Jeppe Kolstrup blev udgangspunktet for filmen, at balletdanserne ikke måtte have fysisk kontakt til hinanden, hvilket står i modsætning til balletten og scenekunsten, hvor der i høj grad er kontakt mellem dem på scenen.

“Vi forsøgte at reflektere de klaustrofobiske og fremmedgørende følelser, som mange unge sidder med her under Coronakrisen, hvor man ikke må kramme og holde om hinanden – selvom de har brug for det. Samtidig er ballet en af de kunstformer, hvor kunstnerne rør mest ved hinanden. Så vi udviklede en koreografi, hvor dogmet var, at de IKKE måtte røre ved hinanden. Det gjorde vi ved at indføre en afstand i koreografien, der afspejler den isolation, ensomhed og hudsult mange unge og psykisk sårbare unge oplever i disse tider.”

Om filmen

Filminstruktør Jeppe Kolstrup sætter i den nye dansefilm fokus de psykiske følger af Coronakrisen blandt unge i samarbejde med dansere fra Den Kongelige Ballet, de to topkoreografer Rafael Bonachela (artistic director, Sydney Dance Company) og L.A.-baserede Jacob Jonas (Kanye West, Alejandro González Iñárritu), den engelske manuskriptforfatter Jack Wake-Walker og Fountain House, et arbejdsfællesskab for psykisk sårbare unge.

Se filmen her.