David Bowie og ballet: Det Kongelige Teater præsenterer sit program for Kulturnatten

Ballet, Det Kongelige Teater, Kulturnatten
FOTO: Kulturnatten 2021. ©Det Kongelige Teater

Den 15. oktober åbner Det Kongelige Teater op for en række forskellige aktiviteter, når Kulturnatten atter finder sted igen. Der vil være aktiviteter for både store og små i Skuespilhuset, Operaen og på Gamle Scene. Her giver vi dig et overblik over, hvad du kan opleve på Det Kongelige Teater til Kulturnatten.

Skuespilhuset: En aften i dramatikkens tegn

I Skuespilhuset inviteres publikum indenfor til en aften i dramatikkens tegn. På Store Scene opføres udvalgte David Bowie-sange fra musikforestilling Lazarus, på Mellemgulvet kaster Det Kongelige Teaters skuespillere sig ud i improvisationens kunst, og på Lille Scene er der højtlæsning med skuespillerne fra Brødrene Løvehjerte.

Oplev hvordan skræddere og maskører arbejder i Operaen

I Operaen kan publikum gå på opdagelse i det 41.000 m2 store hus og blandt andet opleve, hvordan skræddere og maskører arbejder. På Store Scene kan man få en smagsprøve på Adam Price og Kasper Holtens nye fortolkning af Den glade enke, mens man på Takkelloftet kan opleve unge talenter fra Operaakademiet og tage en slapper i et møblement, som normalt ville stå på de skrå brædder.

Kom ind bag kulissen på Gamle Scene og kom tæt på ballettens verden

På Gamle Scene kan publikum komme helt tæt på ballettens verden, når de besøgende inviteres til at gå en særlig rute ind til skræddersalene og ind bag kulissen, mens danserne står på scenen. Det Kongelige Teaters Balletskole, Kompagni B, ballettens aspiranter og Den Kongelige Ballet vil i løbet af hele aftenen danse højdepunkter fra nogle af kompagniets forestillinger.

Kulturnatten foregår den 15. oktober fra kl. 18:00 med sidste indluk kl. 22:30. Man kan frit deltage i alle aktiviteterne til Kulturnatten med et Kulturpas, som kan købes her. 

Se det fulde program til Kulturnatten på Det Kongelige Teater og læs mere om aktiviteterne her.

Previous articleSkuespillerpar overtager Danmarks ældste sommerrevy ROTTEFÆLDEN
Next articleHold efterårsferie med Buster og resten af slænget