Den ibsenske klassiker ‘Et dukkehjem’ skildrer trofækoner og samfundsklasser

Et dukkehjem Henrik Ibsen
FOTO: Et dukkehjem. ©Camilla Winther

For 143 år siden skrev den norske dramatiker og digter Henrik Ibsen sit mesterværk om en kvinde, der vælger selvstændigheden. Samme år blev uropførelsen af ’Et dukkehjem’ fremført på Det Kongelige Teater i København, og nu kan man igen fra den 18. august opleve forestillingen – om end denne gang på Skuespilhusets Store Scene.

Her ser man den progressive feminist, Nora, tage kampen op mod patriarkatet, der gennemsyrer både hjemmet og samfundet og stå op for sig selv på bekostning af social status og familie. En, på daværende tidspunkt, skandaløs beretning om kvindens negligering og umyndiggørelse i en samtid præget af stigende økonomiske forskelle og nye samfundsklasser.

Fra underklasse til overklasse til fri

I ’Et dukkehjem’ følger man kvinden Nora og hendes mand Helmer. Helmer ønsker at selvrealisere sig og bryde sin sociale status. Derfor tager han springet fra at være jurist til at blive selvstændig sagfører – et valg der bringer ham sygdom og nederlag. Hans læge råder ham til at tage et kurophold og få genfundet sit gode helbred. En medicin parret dog ikke har råd til. I nødens stund låner Nora penge i sin døende fars navn med historien til Helmer om, at hun har fået dem af faren. Helmer kommer på rette fod igen som på lægens anbefaling, og med sin fornyede kraft tager Helmer et betydningsfuldt skridt op af karriere- og ikke mindst samfundsklassestien, da han opnår jobbet som bankdirektør. Men i samme bank arbejder netop den kreditor, som har lånt Nora penge, og her udvikler der sig et magtspil fuld af intriger, mørke hemmeligheder og skæbnesvangre beslutninger.

Gammel vin på nye flasker

Når forestillingen igen vender tilbage på plakaten ved Danmarks mest fornemme teater, er det til stadighed en ny fortolkning af den flittigt opførte klassiker – denne gang med instruktør Anna Balslev ved roret. Med sig har hun prisvindende skuespillere i Sicilia Gadborg Høegh og Jakob Oftebro som det umage Helmer-par. Anna Balslevs iscenesættelse er en forestilling, der viser de krav, et moderne menneske stiller til kærlighed og lidenskab, sandhed og frihed, og om en kvinde, der bliver til et menneske med al den lidelse og tvivl, det medfører. I 2020/21-sæsonen kunne man opleve forestillingen for fulde huse på Mellemgulvet. I år har den har haft vokseværk, og nu kan skuespillerne betræde Skuespilhusets største scene i en lille måneds tid.

’Et dukkehjem’ kan opleves på Skuespilhusets Store Scene fra den 18. august til den 11. september. Læs mere om forestillingen og køb billet her.

Previous articleTeatret Ved Sorte Hest præsenterer hidtil uhørt kabaret: INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG
Next articleDANSK MUSICAL FESTIVAL: Ny festival ser dagens lys