FOTO © Kia Hartelius

FRIT FLET, en fællesbog skrevet af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup, bliver til scenekunst i samarbejde mellem Sort/Hvid og Mungo Park Kolding. Det bliver en musikalsk slagmark af rå kroppe, smertende skønhed og grusomt forfald. Den yngste på scenen er i 20’erne, den ældste nærmer sig firs. Iscenesættelsen skabes i tæt samarbejde mellem instruktør Liv Helm, scenograf Franciska Zahle og komponist Hannah Schneider.

Fællesbogen har opnået ikonisk status for kvinder på tværs af generationer. Politiken har sågar opkaldt en litteraturpris efter bogen, der har været totalt udsolgt i landets boghandlere og netop er blevet genudgivet fra forlaget Gyldendal.

FRIT FLET fat om køn, livets mange overgange og det at være menneske i et fællesskab. Det er et værk på mere end 600 sider med alt fra digte til e-mails og familiefotos. Forfatterne har skrevet sammen, hver for sig og på hinandens materiale. Nu bliver dette vildtvoksende værk flettet til en visuel, musikalsk iscenesættelse i samarbejde mellem Sort/Hvid og Mungo Park Kolding.

”I bogen får man et tværsnit af kvinder og den slagmark, som kvindekroppen er. Den gennemgår den ene vilde forvandling efter den anden. Fra små buler, der vokser frem i teenageårene til huden, der krøller som pergament på det sidste livsstadie. Vi arbejder meget musikalsk og visuelt, blandt andet med sprødheden, som alderen tilfører en stemme, og vildskaben i den forvandling, som kroppen gennemgår med årene,” fortæller instruktør Liv Helm.

Forestillingen er skabt i et tæt samarbejde mellem instruktør Liv Helm, scenograf Franciska Zahle og komponist Hannah Schneider. Ligesom bogen er flettet af forskelligt tekstmateriale, fletter de kunstarterne sammen i teaterudgaven.

Når livet eksploderer

På scenen vil man opleve fire kvindelige skuespillere: Sofie Torp, Marie Nørgaard, Ina-Miriam Rosenbaum og Kirsten Peüliche. Den yngste er 28 år, den ældste er 75 år.

FRIT FLET er en visuel og musikalsk montage om livet, der eksploderer i overgangene fra et livsstadie til et andet. Når man ikke længere passer i barnekategorien, men stadig har uskylden uden på tøjet, når ungdommen bliver skåret brat over af barnegråd, eller når hårpagten får grå sølvstrå.

”Visuelt arbejder vi med kontraster og konstant forandring – vi er ved livets ende og begyndelse på én og samme tid. Et element i forestillingen bliver for eksempel en stor hest – den er både brutal og enormt humoristisk. Samtidig kan hesten og flere andre elementer generere musik. Tekst, musik og scenografi er koblet sammen,” fortæller scenograf Franciska Zahle.

Gulvet laver musik

Man kunne sige, at skuespillerne har en femte medspiller – det er musikken. Sangerinde og komponist Hannah Schneider skaber det musikalske univers, der både kommer til at agere akkompagnement, men også vil være impulsen, der sætter handlingen i gang.

Musikken skabes i et spilrum mellem indspillede samples og reallyde skabt i Franciska Zahles scenografi. Blandt andet arbejder holdet med skuespillernes stemmer som et musikalsk instrument. Talt tekst kan gå for eksempel gå over i korværker af flere stemmer.

”I skabelsen af musikken har jeg været meget optaget af skuespillernes stemmer, og lyden af forskellige aldre. Alle sange skabes ud fra vokalerne i rummet. Derudover arbejder vi med, at scenografien på forskellige måder kan bruges musikalsk. Gulvets resonans bliver for eksempel optaget og benyttet som musikalsk effekt,” fortæller komponist Hannah Schneider.

Musik og det visuelle formsprog er en central del af iscenesættelsen. Instruktør Liv Helm er kendt for sin integration af musik og fysik i sine iscenesættelser. Senest har hun for eksempel instrueret det musikalske værk Messias i nat på Husets Teater. Hun stod også bag den Reumertnominerede korforestilling Overload på Odense Teater i 2014.

Du kan læse mere om FRIT FLET og købe billetter til stykket her.